Gennem årene har der været forskellige kampagner fra 3F's side med henblik på at overenskomst-dække landbruget eller i hvert fald de større bedrifter. Aktuelt og de seneste cirka tre år synes der at være særligt fokus på større mælkekvægsbedrifter. For tre-fire år siden var det større minkfarme og pelserier, der særligt var i søgelyset. For 15-16 år siden var det særligt større svinebedrifter, som 3F havde fokus på.
Gældende ret
I denne artikel kommenteres retsstillingen for indgåelse af overenskomster, særligt baseret på en artikel i Landbrugsavisen den 23. november 2018. Problemstillingen omkring kollektive overenskomster både generelt og i landbruget er tidligere omtalt i disse spalter, henholdsvis 7. april, 28. april, 9. juni, 21. juli, 15. december 2017 og 28. marts 2018.
Det er et arbejdsmarkedspolitisk ømtåleligt emne at behandle overenskomstdækningen på baggrund af den danske model. Jeg finder derfor anledning til at præcisere, at jeg i forhold til overenskomster, valg af overenskomstmodel og dermed også overenskomstpart, på enhver måde er og vil være neutral i forhold til, hvad der må antages at være "rigtigt" eller "forkert". I artiklen beskrives gældende ret.
I Landbrugsavisen 23. november 2018 udtaler mælkeproducent Anders Kappel: Jeg betaler en løn, der er aftalt i en overenskomst under KA (overenskomsten mellem Kristelig Arbejdsgiverforening og Det Faglige Hus), og mine medarbejdere får også tillæg for overarbejde. Det er bare ikke den samme sats, som i 3F's overenskomst.
I samme artikel udtaler næstformand i 3F's Den Grønne Gruppe, Morten Fischer-Nielsen: Han (landmanden) har meddelt, at han ikke vil tale med os, fordi han er under overenskomst med KA, der har lavet en aftale med Det Faglige Hus. Men den anerkender vi og arbejdsgiverne i GLS-A ikke som en overenskomst. Den er indgået af to parter, der ikke er del af den danske model.
"Omvendt" fodboldklub
Morgen Fischer-Nielsen fortsætter: Det svarer til, at jeg laver en aftale med min lokale fodboldklub, om hvad vores medarbejdere skal have i løn.
Eksemplet forudsætter én væsentlig ting, nemlig eksistensen af den danske model - det vil sige ordningen, hvorefter arbejdsmarkedets traditionelle (eller oprindelige) organisationer udstikker overordnede retningslinjer for reguleringen af arbejdsmarkedet - retningslinjer, som det til enhver tid værende Folketing ikke gør indsigelser imod, og som er baseret på Hovedaftalen mellem DA og LO, der kan dateres tilbage til 1899.
Det normale ved indgåelse af civilretlige aftaler er, at det er aftalens direkte parter, der får rettigheder og pligter i henhold til aftalen. Aftaler i form af kollektive overenskomster skaber derimod rettigheder og forpligtelser for en større personkreds end udelukkende for de personer/virksomheder, der enten er medlem af lønmodtageroverenskomstparten eller arbejdsgiveroverenskomstparten. Dels er det ifølge Hovedaftalen (mellem DA og LO) ikke tilladt organiserede arbejdsgivere på den enkelte virksomhed at etablere vilkår, hvorefter uorganiserede medarbejdere er bedre stillede end organiserede medarbejdere (konkret medlemmer af 3F), dels er det en konsekvens af lønmodtagerorganisationernes konfliktret, at der kan gennemtvinges blokade og sympatiblokade mod ikke-overenskomstdækkede og også alternativt organiserede arbejdsgivere, for derved at "påtvinge" disse arbejdsgivere et regelsæt, som de helst ville være foruden. Den mulighed har en lokal fodboldklub ikke for at kunne hverve medlemmer.
Tvangsoverenskomst
Arbejdsgivere, der ikke er medlemmer af en arbejdsgiverforening under DA (på landbrugsområdet GLS-A), kan blive omfattet af en overenskomst, som de hverken direkte eller indirekte aktivt har accepteret. Det skyldes, at det er fast praksis ved Arbejdsretten, at den på det faglige område domine-rende lønmodtagerorganisation kan påtvinge overenskomsten ved blokade og sympatiblokade, hvorefter landbrugere omfattes af overenskomsten mellem 3F og GLS-A.
Denne retsstilling kan man have personlige og/eller politiske holdninger til. Seneste gang, problemstillingen omkring den danske model, og dermed også lønmodtagerorganisationers konfliktret, gav anledning til vedvarende politiske drøftelser, var omkring årtusindskiftet i forbindelse med de ved landsretten i perioden 1999-2001 verserende Børup- og Ikadan-sager. Disse sager gav anledning til, at den daværende opposition fremsatte flere beslutningsforslag i forhold til begrænsning af konfliktretten. Da den daværende opposition kom i regering, blev synspunktet ikke fastholdt, måske særligt fordi et af de oprindelige oppositionspartier skiftede mening under påberåbelse af betragtninger omkring social dumping. De øvrige oppositionspartier omkring årtusindskiftet begrundede ikke særskilt, hvorfor de fik en anden opfattelse, efter at regeringsmagten havde skiftet hænder.
Flere overenskomster
En del arbejdsgivere har givetvis forsøgt at undgå konflikt og eventuelt efterfølgende sympatikonflikt ved at melde sig ind i en arbejdsgiverforening, der ikke er medlem af DA. Det synes at have været tilfældet i den sag, som Landbrugsavisen omtalte den 23. november 2018. Det er Arbejdsretten, der suverænt fastlægger, hvilke lønmodtagerorganisationer der har konfliktret inden for de enkelte fagområder. Lønmodtagerorganisationernes konfliktret er fastslået i et større antal arbejdsretlige afgørelser, også i forhold til mælkeproducenter, jf. bl.a. Arbejdsrettens dom, AR 2016.0633 af 31.03.2017, hvor Arbejdsretten i præmisserne anfører: 3F har allerede ved at indgå jordbrugsoverenskomst med GLS-A godtgjort, at landbrugsområdet hører under indklagedes (3F's) naturlige faglige område. En række større landbrugsvirksomheder er omfattet af denne overenskomst.
Efter en række yderligere betragtninger konkluderer Arbejdsretten: Arbejdsretten finder, at 3F's faglige interesse i at opnå overenskomst, også under hensyn til forbundets position og medlemstal, har den fornødne styrke og aktualitet til, at 3F med rimelighed kunne iværksætte blokade for at søge overenskomst opnået, også selvom det må lægges til grund, at 3F ikke på nuværende tidspunkt har medlemmer, som arbejder hos A (landmanden).
For en nærmere forståelse af baggrunden for konfliktretten under den danske model henvises til Arbejdsrettens fyldige redegørelse i Arbejdsrettens sag AR 2012.0341 af 29.11.2012 (Restaurant Vejlegården).
Dobbeltoverenskomst
Udgangspunktet er, at alene én lønmodtagerorganisation på hvert faglige område har retten til at iværksætte konflikt. På landbrugsområdet er det aktuelt 3F. Det betyder, at også arbejdsgivere, der er medlemmer af andre arbejdsgiverorganisationer end GLS-A, risikerer at blive udsat for konflikt. Det betyder igen, at disse virksomheder kan risikere at blive dobbeltoverenskomstdækkede og derfor skal honorere ansættelsesvilkårene i forhold til begge overenskomster. Som alternativt organiseret landmand bør man derfor sikre sig at kunne blive frigjort fra den alternative overenskomst, såfremt man rammes af konflikt, med den konsekvens, at landmanden ser sig nødsaget til at underskrive tiltrædelsesoverenskomst eller melde sig ind i GLS-A. Kan landmanden ikke blive frigjort fra den alternative overenskomst, vil landmanden fremadrettet både være omfattet af den alternativ overens-komst og af rettigheder og pligter i henhold til GLSA-3F-overenskomsten.
Arbejdsgivere, der er omfattet af overenskomster under den danske model, er omfattet af nøjagtigt samme regler, hvad enten den pågældende arbejdsgiverlandmand er medlem af GLS-A eller har underskrevet en tiltrædelsesoverenskomst. I sidstnævnte situation vil det manglende medlemskab af GLS-A dog have som konsekvens, at disse landmænd ikke har medlemsrettigheder hos GLS-A.
Vælg selv
Aftaleindgåelsen på det kollektive arbejdsmarked er noget - for ikke at sige meget - anderledes end ved øvrige privatretlige aftaleindgåelser. Det er væsentligt at gøre sig konsekvensen af den danske model klar. Mange uorganiserede arbejdsgivere synes at tage unødige kampe i situationer, hvor det efter gældende arbejdsretlig praksis er relativt sikkert, hvad udfaldet af en retssag omkring lovligheden af en etableret konflikt vil blive. Eventuelle ideologiske kampe bør næppe udkæmpes i Arbejdsretten, men må håndteres politisk (som tilfældet var i tilknytning til Ikadan- og Brørup-sagerne ved årtusindskiftet). De senere år synes ingen politiske partier for alvor at have gjort sig til talsmand for et opgør med den danske model.
