Der skal være afgift på de røde bøffer i køledisken. Det mener Alternativet, der foreslår en skat på 17 kr på oksekød. Og det er der god grund til at gøre, mener partiet.

- Sagen er den, at vi står overfor en klimakrise, som vi ikke har set før. Det er så alvorligt, at vi er nødt til at sætte ind i alle sektorer, der har en høj klimabelastning, siger landbrugsordfører Christian Poll fra Alternativet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Vi tager landbruget alvorligt

Danmark skal nedbringe udledningen af CO2 frem mod 2030. Det fremgår af EU's klimamål. Det betyder, at vi skal sætte igang med nye tiltag nu, mener Christian Poll.

- Vi gør det her, fordi vi tager landbruget alvorligt. Så når vi næste gang får FN's klimarapport, som viser, at vi virkelig har et alvorligt problem, som skal rettes op inden 2030, så har vi allerede taget hul på det, siger han og fortsætter:

- Vi har små ti år til at lave en væsentlig omstilling, og hvis vi ikke gør andet end at lade landbruget kompensere med kvoter, så kommer vi til at stå med et kæmpe problem, siger han.

Forslaget lyder på at lægge afgift på oksekød, men Christian Poll mener, der bør sættes ind overfor mange produktioner i landbruget.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi starter med skært, rødt oksekød, fordi det er noget af det, der har den højeste klimabelastning. Her foreslår vi en afgift på kødet i forbrugsledet, fordi så rammer det alle typer af kød - også importeret, siger han og uddyber:

- Det vil gøre, at forbrugerne tænker sig om på markedet, og det vil give en lille forskydning. På den måde skubber vi langsomt på, og det næste vil være, at vi sætter ind i forhold til andre typer kød, mælkeprodukter, hvor meget diesel landbruget bruger og andre ting, lyder det.

Der skal ske noget reelt

Han mener, man på den måde hjælper landbruget over i en bæredygtig fremtid.

- Vi skubber nænsomt til landbruget for at sætte gang i en nødvendig omstilling. Jeg tror, problemet er, at mange i landbruget tror, at de kan gøre, som de plejer. Men der skal ske noget - noget reelt. Derfor er vi nødt til at hjælpe landbruget i nærheden af markant mindre klimabelastning, siger han.

Men kan du forstå, at kødproducenter kan frygte, hvilke konsekvenser det får for produktionen?

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Hele idéen er, at det skal betyde noget for produktionen, ligesom vi vil have færre forurenende biler. Der skal produceres mindre oksekød, og der skal forbruges mindre oksekød. Det skal foregå stille og roligt men også solidt og grundigt. Derfor foreslår vi, at denne her afgift indføres så hurtigt, som det er politisk muligt, siger han og tilføjer, at der fortsat skal være støtte til omlægning til økologisk landbrug, arealstøtte og landbrugsstøtte, som skal hjælpe landbruget.

Kvægproducenter: Giver ikke mening

Hos Landbrug og Fødevarer ser man noget skeptisk på forslaget. Her henviser Christian Lund, formanden for danske kvægproducenter, til at forslaget ikke er nyt. Ifølge ham foreslog Etisk Råd det samme i 2016, og dengang som nu mener kvægproducenterne ikke en sådan skat giver mening.

- Det giver ikke mening at tale om en isoleret, dansk afgift på kød i forhold til klimaet, der ikke kender til landegrænser. Vi har allerede en meget klimaeffektiv landbrugs- og fødevareproduktion, der producerer med en af Europas laveste klimapåvirkninger, siger Christian Lund.

Desuden mener han slet ikke, at en afgift på kød vil give den ønskede effekt.

- Effekterne af en sådan afgift vil være små, men til gengæld kræve mange ressourcer at indføre for både det offentlige og i fødevareerhvervet, siger Christian Lund.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Forventer ikke flertal

Forslaget er et beslutningsforslag fra Alternativet og har mødt modstand hos miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen (V).

Overfor DR.dk kalder han det ?en dårlig idé? og siger blandt andet:

- Jeg tror, at folk er i stand til at træffe fornuftige, oplyste valg. Det er derfor, vi gerne vil oplyse om klimaeffekten af det, man putter i indkøbskurven. Men det her med bare blindt at sige, at det skal gå ud over dem, der har allermindst, det er vi altså ikke tilhængere af, siger Jakob Ellemann-Jensen til DR.dk.

Hos Alternativet er man mindre håbefuld overfor flertallet, men mener, det er en nødvendig markering for partiet.

- Vi forventer ikke, at forslaget får flertal, men i så fald vil det her være en markering af, hvad vi ønsker at arbejde hen imod efter et kommende valg, siger ordfører Christian Poll.