Danmarks største landbrugsmesse er ikke kun et inspirerende sted, men også et lærerigt sted. For på standen i hal C har Maskinleverandørerne hele ugen inviteret skoleklasser til at møde unge nyuddannede og elever, der kan fortælle om branchens uddannelser.

Per Hedetoft, konsulent i Dansk Maskinhandlerforening og Maskinleverandørerne, er en af dem, der har været med til at planlægge de mange live shows.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi skal have kendskab til branchen og uddannelserne bragt ud til den brede befolkning. Vi gør flere forskellige ting for at få det til at ske. Blandt andet laver vi Danmarks bedste lærlingekonkurrence, sender elever til at deltage i konkurrencer i udlandet og nu laver vi det her liveværksted, fortæller Per Hedetoft.

I alt har 500 elever fra 7.-10. klasse overværet live værkstedet under Agromek. Arrangørerne har selv hentet eleverne i busser, sørget for frokost og givet dem goodiebags, hvor de har fået indhold med masser af information om de forskellige uddannelser til blandt andet landbrugsmaskinmekaniker, entreprenørmaskinmekaniker og butiksassistent.

- Der er jo mange erhvervsuddannelser, som mangler elever. Og der er jo kamp om de dygtige unge mennesker. Det er jo med at få fat i de rigtige. Vi er som brancheforening nødt til at gøre denne slags tiltag for at hjælpe medlemmerne , siger Per Hedetoft om arrangementet, der er lavet i samarbejde med Messecenter Herning, Agromek, Dansk Metal, 3F, HK Privat og Tuborg Fonden.

Live på Agromek

En af de elever, som deltog i live-værkstedet, er Nikolai Stahl, 21 år, der er elev som landbrugsmaskinmekaniker ved Hjallerup Maskinforretning. Han tager uddannelsen som en EUX, så han får en gymnasial uddannelse ved siden af uddannelsen som landbrugsmaskinmekaniker.

Mens han blev interviewet om sin uddannelse ved live værkstedet, viste han samtidig noget af det arbejde, han typisk laver som elev.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- På live værkstedet arbejder jeg med en rundballepresser, for at de unge kan se, hvordan man arbejder med maskinen. For eksempel skifte føler og stramme kæderne op, så den er klar til at kunne køre, fortæller Nikolai Stahl.

Live værkstederne blev afholdt flere gange i løbet af dagene på Agromek. Udover folkeskoleeleverne som publikum stoppede mange andre også op for at se, hvad live værkstedet gik ud på. Samtidig blev det hele optaget og sendt ud til skærme rundt i hallerne.

Nikolai Stahl havde dog ikke de store bekymringer over at skulle stå foran en masse mennesker. For nylig vandt han nemlig 2. pladsen som Danmarks bedste lærling.

- Jeg har det fint med det her. Jeg var nervøs til DBL, der var også mange, som kiggede og filmede. Men nu er det jo ikke konkurrence, så det bliver stille og roligt, siger Nikolai og fortsætter;

- Jeg har glædet mig til at snakke med de unge mennesker og forhåbentligt kunne hjælpe dem videre med deres valg. Jeg synes, det er fedt at fortælle om mine valg - hvorfor jeg først og fremmest har valgt uddannelsen, men også hvorfor jeg har tilvalgt EUX. Der vil selvfølgelig være nogle, der slet ikke har interesse for det, men jeg håber da på at inspirerer dem, der overvejer noget indenfor branchen, fortæller Nikolai Stahl.

Artiklen fortsætter efter annoncen

En spændende oplevelse

En af de unge, der overværede live værkstedet var Mikkel Linder Antoniussen, 14 år, fra 8. klasse på Gedved Skole.

- Jeg synes, det er rigtig fedt, at vi blev inviteret hertil. Jeg har arbejdet to år på landet med at passe grise og køre med maskiner, så jeg synes, det er spændende at komme og opleve det her, fortæller Mikkel Antoniussen, der sammen med hele sin skoleklasse havde taget turen til Agromek i Herning.

- Det er sjovt at høre om uddannelserne, men jeg ved dog allerede, at jeg skal være landmand, fortæller Mikkel Antoniussen.