Et ordsprog siger, at fra børn og fulde folk skal man høre sandheden, og i dette interview tilføjer advokat Jens Paulsen spørgende: og fra nationalbankdirektøren.
Anledningen til overskriften er et citat fra nationalbankdirektøren, som i slutningen af oktober blev citeret for at sige, at det vil være en gevinst for landbruget, hvis den dårligste tredjedel stopper.
Har nationalbankdirektøren ret?
- Jeg har læst og hørt de prompte reaktioner, der i hobetal kom umiddelbart efter nationalbankdirektørens udtalelse. Ville jeg blot give nationalbankdirektøren "lidt ret", ville jeg samtidig skaffe mig en række "fjender", og det er jeg bestemt ikke interesseret i, siger Jens Paulsen.
- Realiteten er vel også, at nogle mennesker - også andre end journalister - er bedre end andre til at få et budskab frem, således at det giver genklang. Ud fra en sådan betragtning har nationalbankdirektøren da i hvert fald ramt plet.
- Sandheden er givetvis mere nuanceret. Alligevel må jeg henvise til - hvad der har været anført i denne klumme adskillige gange - at et betydeligt antal landbrugere vil blive lukket inden for en kortere årrække. Jeg koncentrerer mig derfor i særlig grad om, hvad der kan eller skal gøres for de landbrugere, der rammes af den økonomiske le, hvad enten det bliver 5, 10, 20 eller 33 procent af de nuværende landbrugere, der må lukke inden for en kortere årrække. I forhold til disse landbrugere mener jeg godt, at man kan sige, at de i nogen grad i forbindelse med nedlukningen bliver overladt til deres egen skæbne - og det er bestemt ikke godt nok, mener Jens Paulsen.
Hvem mener du, der har svigtet disse landmænd?
- Det tilkommer ikke mig at dømme. Alligevel er det min opfattelse, at der stort set er fejlet "hele vejen rundt" og endog mod bedre vidende, siger Jens Paulsen.
- Det er min påstand, at såvel politikere, organisationsfolk, pengeinstitutter som rådgivere har været bekendte, eller burde have været bekendte, med de økonomiske og juridiske udfordringer og måske endog i særlig grad de menneskelige udfordringer, der skal håndteres, når landbrugsbedrifter udfases. Ikke blot må landmanden opgive sit erhverv. Han må også ofte forlade sin og familiens bolig og i en række tilfælde en bolig, der har været i familiens eje i generationer, siger han.
Hvem har svigtet de udfasede landmænd mest?
- Jeg er hverken dommer udi juridiske eller moralske forhold. Jeg vil nøjes med at komme med nogle fakta til selvevaluering, siger Jens Paulsen.
- Den første aktør er politikere - både folketingsmedlemmer og de til enhver tid værende regeringsmedlemmer. Der har fra Justitsministeriets side via Konkursrådet været vage tilløb til at få igangsat et udredningsarbejde omkring økonomisk trængte landmænd, men ikke noget der batter. Den helt store udfordring er den manglende koordinering af den skatteretlige og insolvensretlige lovgivning. Det er ikke nyt, det har været kendt i mere end 20 år, og der har de senere år været stort fokus på disse udfordringer, der blandt andet er årsagen til, at udfasede landmænd må vente op til adskillige år efter salg af deres landbrugsbedrifter, inden det er muligt at få gælden saneret, enten via rekonstruktionsbehandling (tvangsakkord) eller via gældssanering i forbindelse med konkurs, siger Jens Paulsen.
- Også på andre retsområder kunne der "skrues på knapperne". Den gældende lovgivning indebærer, at landmænd, der er under udfasning eller er udfasede, som udgangspunkt ikke kan få hjælp, hverken via retshjælp/udvidet retshjælp, fri proces eller via retshjælpsforsikring. Hvis den politiske vilje var der, kunne der ændres på lovgivningen - det kræver 90 mandater, fastslår Jens Paulsen.
Du siger, at landbrugsorganisationerne'også har et ansvar?
- Ja, landbrugets interesseorganisationer, der lejlighedsvis, og særligt i løbet af de seneste par måneder, har været gået på klingen i forhold til, om organisationerne yder den nødvendige eller tilstrækkelige hjælp til tidligere, nu udfasede, medlemmer. Kritikken blussede senest op i forbindelse med, at der var etableret op til flere selvbestaltede Facebook-grupper, der på eget initiativ forsøgte at håndtere menneskelige og følelsesmæssige konsekvenser af de økonomiske nedbrud. Landbrugsorganisationernes reaktioner herpå i landbrugsmedierne er blandt andet kommenteret i denne klumme den 5. oktober 2018, siger Jens Paulsen.
Han peger på, at der er for meget "vi gør, som vi plejer", og at der også er forældet lovgivning.
- Strukturudviklingen i landbruget de seneste 20-30 år har ændret sig markant med den konsekvens, at de værktøjer, der står til rådighed ved håndtering af nødlidende bedrifter, ikke er tidssvarende. Vi opererer med et regelsæt om brugeligt pant, der stammer fra sidst i 1980'erne. Strukturudviklingen har "aflivet" brugeligt pantinstituttet, der i 1980-landbrugskrisen var den foretrukne afviklingsrampe med henblik på salg af bedriften og ofte med efterfølgende gennemførelse af en frivillig akkord, siger Jens Paulsen.
- Konkursloven, der er fra 1975, opererer ikke med særlige regler for landbruget. Konkurs er udtryk for et definitivt stop af erhvervsvirksomhed, og ofte et stop, der iværksættes straks eller timer eller dage efter, at der er afsagt konkursdekret. Et sådant regelsæt er ikke praktisk anvendeligt i forhold til bedrifter med dyr. Alligevel anvendes konkursinstituttet ofte som afviklingsinstrument, ofte uden sagligt belæg, men primært ud fra en opfattelse af, at regelsættet - med så mange år på bagen - er kendt af branchens øvrige aktører, hvor der er en udpræget tendens til: "vi gør som vi plejer", men det er ikke godt nok. En revision af konkursloven med henblik på at håndtere ofte længerevarende løbende drift trænger sig på - ikke blot af hensyn til de udfasede landmænd, men også til marginalpanthavere, der ofte betaler omkostningerne ved udfasningen. Det kan gøres både smidigere og billigere end afvikling via konkurs, mener Jens Paulsen.
Han nævner også landbrugsstrukturen, ikke mindst med mange andelsselskaber, hvor de enkelte landmænd ofte har betydelige kapitalindeståender, som en ofte afgørende barriere, der hindrer, at udfasede landmænds gæld kan saneres umiddelbart efter, at landbrugsbedriften er solgt.
- Det skyldes, at disse udbetalinger af kapitalindeståender i de fleste andelsselskaber kun kan ske over en årrække, og hvor der som udgangspunkt sker beskatning i tilknytning til de efterfølgende årlige udlodninger. Den praktiske konsekvens heraf er, at der ikke kan opgøres et skattekrav, der kan indgå i hverken en tvangsakkord, frivillig akkord eller gældssanering i forbindelse med konkurs. Den gældende lovgivning er hverken ud fra en individuel betragtning eller en samfundsmæssig betragtning hensigtsmæssig - tværtimod. Derfor kan det også kun undre, at ingen af dem, der har evnerne, har sat sig i førersædet.
Hvad gør man så?
- Der må tages ansvar og vises handling hele vejen rundt. "Skåltaler" kan være fornøjelige, men sjældent praktisk anvendelige. Jeg kunne godt sætte navn på aktører, som enten hver især eller som gruppe eller branche indtager en sådan position i samfundet, at de kan og også burde agere aktivt. Det ved eller burde de pågældende også selv vide, og jeg vil lade det være op til hver enkelt, som har såvel mulighederne som evnerne, at vurdere, om man selv har gjort tilstrækkeligt.
- Sikkert og vist er det dog, at med det tempo - eller mangel på samme - der hidtil har været kendetegnende for hastigheden, hvormed ord omsættes til handling, sker der ikke afgørende foreløbigt, men jeg håber selvfølgelig, at jeg tager fejl, siger Jens Paulsen.
dals
