På Agromek står den stærkeste enkelt-maskine på Krones stand. Det drejer sig om den nye topmodel i BigX-serien: BigX 1180. Maskinen yder 1156 hestekræfter med 5.400 newtonmeter og vejer 22 ton totalt.

Effekten leveres fra en Liebherr motor på 12 cylindre og med 24,2 liter slagvolume.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Arbejdsområdet for motoren er fra 1.400 motoromdrejninger, hvor vi har det store moment på 5.400 newtonmeter, og helt op til 1.900 motoromdrejninger, fortæller Stefan Seifert, produktchef for finsnitter hos Krone.

Selve opbygningen af den nye topmodel i BigX-serien er identisk med de øvrige tre modeller i den store BigX-serie, som skiller sig ud fra de øvrige serie ved at have en indføring med 800 millimeter i bredden.

Markeds største cracker

Krone BigX 1180 bliver verdens stærkest serieproduceret finsnitter til dato, og ikke nok med at Krone viser mange hestekræfter, så viser de også en ny corncracker, som ifølge Krone er den cracker på markedet med den største diameter.

- Valsediameteren på den nye corncracker med navnet OptiMaxx, er 305 millimeter, fortæller Claus Fey, produktchef hos den danske importør af Krone, Brøns Maskinimport, som viser både maskine og cracker på Agromek.

- Det er hele 22 procent større diameter end den tidligere corncracker, hvilket giver en større overfalde til behandling af materialet på 11 procent.