Det er en relativt lille del af danskerne, der arbejder i landbruget. Men alle nyder vi eksempelvis godt af, at vi er et land, der producerer gode, sikre fødevarer af høj kvalitet. Ligesom landbrugets bidrag til at finansiere vores fælles velfærd via erhvervets store eksport er helt uundværligt.

Jeg er stolt af dansk landbrug. Måske netop fordi det er så få, der arbejder i landbruget, så er der alt for få ambassadører, der kan tale landbrugets sag.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Jeg taler landbrugets sag på tinge - og faktisk alle de steder jeg kommer frem. Jeg er stolt af de resultater, der er opnået i samarbejde mellem DF og de borgerlige regeringer siden valget i 2015. Her tænker jeg særligt på landbrugspakken.

Årets tørke var en katastrofe for danske landmænd, og man kan frygte, at vi stadig ikke har set det fulde omfang. Er der eksempelvis foder nok til landmændenes dyr, når vi kommer hen på vinteren? Det er mørke skyer, der truer også veldrevne landmænds bedrifter.

I Dansk Folkeparti mener vi, at vi fra politisk hold på Christiansborg først og fremmest skal sikre, at dansk landbrug har nogle fornuftige rammevilkår, der ikke stiller landbruget herhjemme dårligere end konkurrenterne i de omkringliggende lande. Vi bør have en ambition om at sikre så gode rammevilkår, at der som udgangspunkt skal mere end en enkelt dårlig høst til at sætte veldrevne og rentable bedrifter på spil.