Landbrugssektionen afholder i dag årsmøde i Vingsted Centret, og et af de helt store emner på mødet er det faldende antal medlemmer. I alt er foreningen blevet 253 færre medlemmer det sidste år.

- Det høje tal skyldes dels lukningen af Mors-Thy. Men tager man dem ud af regnestykket, er vi stadig oppe på et frafald på 4.9 pct., svarende til 119 medlemmer. Det er en alvorlig udfordring, vi står overfor. Ikke blot fordi der er færre til at løfte arbejdet ude i foreningerne, men også fordi det går ud over vores legitimitet og indflydelse i Landbrug & Fødevarer, sagde Lone Andersen, formand for Familielandbrugssektionen på årsmødet i Vingsted.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det er ikke et spørgsmål om enten natur eller landbrug. Vi er også bekymret for tilbagegangen af dyrearter og insekter.

Familielandbrugssektionen beholder lige akkurat sine fire pladser i primærbestyrelsen de næste fire år, trods den markante tilbagegang i medlemstallet.

Ved årsskiftet valgte regionsforeningen Mors-Thy at nedlægge sig selv. Trods et ihærdigt arbejde, lykkedes det ikke Familielandbrugssektionen at flytte medlemmerne til andre afdelinger. Langt de fleste valgte at gå til den lokale landboforening LandboThy.

Brug for os

- Der er brug for os i Landbrug & Fødevarer, hvor vi er talerør for mange flere, end vi har medlemmer, blandt andet deltidslandmændene. Men der er også brug for os i dansk politik, hvor vi viser, at dansk landbrug favner forskelligheden, hylder iværksætteriet og er en vigtig drivkraft i udviklingen af landdistrikterne, sagde formanden under årsmødet.

Både formanden og medlemmerne er optaget af et EU's landbrugspolitik og fordeling af støtte. Tilbage i juni fremlagde EU-Kommissionen et forslag om landbrugspolitikken efter 2020. Kommissionen har luftet ideen om, at der i fremtiden skal være en mere rimelig fordeling af den direkte støtte med fokus på små og mellemstore landmænd. I dag får de 20 pct. af de største landbrug 80 pct. af støtten fra EU. Forslaget lyder på, at der indføres et obligatorisk loft, en reduktion af støtten over et vist beløb, samt at støtten til de første hektar skal være højere.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- I Familielandbrugssektionen mener vi, at et er vigtigt, at vi kan gøre brug af omfordelingsstøtten. For der er mange omkostninger, som er forholdsvis meget dyrere på en mindre ejendom. Både omkostninger til sprøjtecertifikater, gødningsplaner og miljøgodkendelser, sagde formanden og fortalte om et besøg hos en 70-årig landmand med en bedrift med får, høns, lille gårdbutik og 70 ha, hvor han betaler ca. 32.000 kr. pr. år til samlet fødevarekontrol på de tre områder.

Natur eller landbrug

Medlemmerne af familielandbruget ønsker ingen krig med naturorganisationer, men rækker tværtimod hånden ud til debat og samarbejde.

- De grønne organisationer sætter det nogle gange op i debatten, som om det enten er natur eller landbrug. Men sådan er det jo slet ikke. Jeg bliver også bekymret, når en analyse viser, at vi i Danmark har 15 marker, der hver for sig er over 100 ha uden et eneste læbælte, bare mark i ét stort stykke. Jeg mener, at vi har en opgave i at forsøge at stoppe tilbagegangen af dyrearter, og læhegn er med til at skabe biodiversitet. Vi må indlysende påtage os en del af ansvaret for vores insekter og fugleliv, sluttede Lone Andersen.