Den danske importør af Bobcat-maskiner, Svenningsens i Kastrup, har lagt salg og service af amerikanerne i særdeles erfarne maskinhænder på Lolland-Falster. FMR Maskiner på Københavnsvej i Nykøbing er ny forpost for Bobcat med fokus på light-produkterne i det omfattende Bobcat-program.

- FMR Maskiner skal repræsentere os og både sælge og servicere Bobcat-programmet på Lolland og Falster. Her kender kunderne FMR Maskiner og firmaets specialiserede fokus, og FMR-folkene har det vigtige lokalkendskab til kundesegmentet, siger administrerende direktør Kristian Refnov hos Svenningsens.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

- Der stilles til stadighed større krav til service og til korrekt og opdateret viden om produkterne. Samtidig er det en kendsgerning, at de dyreste maskiner er dem, der står stille. Derfor er det vigtigt, at vi og vore forhandlere kan sikre kunderne mindst mulig nede-tid, når der er behov for assistance. Det føler vi os overbevist om, at FMR Maskiner er gearet til, fastslår Kristian Refnov.

Fordel for alle

- Vi sikrer naturligvis FMR Maskiner optimal backup såvel salgs- som servicemæssigt. I Kastrup har vi Svenningsens Bobcat-team med produktspecialister, som altid er klar med support, siger Kristian Refnov.

Svenningsens-direktøren lægger ikke skjul på, at han har store forventninger til det nye samarbejde om sydhavsøerne.

- Forhandleraftalen med FMR Maskiner bliver til fordel for alle parter. Som importør får Svenningsens en meget stærk forhandler med lokal forankring som mærke-repræsentant på Lolland og Falster. FMR Maskiner får et af verdens mest kendte maskin-brands og tillige en solid organisation i ryggen i Kastrup. Og ikke mindst får landmænd, entreprenører, anlægsgartnere og andre Bobcat-brugere en lokal forhandler med topprofessionel service, siger Kristian Refnov.

Mere end klar

Hos den nyslåede Bobcat-forhandler er indehaver Henrik Rasmussen mere end klar til at håndtere det berømte maskinmærke.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi har også tidligere solgt teleskoplæssere af et andet mærke, og derfor er vi helt up-to-date med både salg og service. Vi var faktisk i gang med at afsøge mulighederne for et nyt mærke teleskoplæssere og også gerne såvel læssemaskiner som minigravere, da vi kom i dialog med Svenningsens, fortæller Henrik Rasmussen.

Foruden moderne værkstedsfaciliteter, har FMR Maskiner seks udekørende servicevogne. Nykøbing-virksomheden er etableret i 1993, men i virkeligheden rækker historien helt tilbage til 1960'erne. Dengang som en del af DLAM - Dansk Landbrugs Andels Maskinindkøb. I dag har FMR Maskiner 12 medarbejdere.