Foreningen ulvetid.nu vil demonstrere i Herning på fredag, når der falder dom i sagen om en mand fra Vestjylland, der i april skød en ulv øst for Ulfborg.

Det skriver DR.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Foreningen der er for ulve i Danmark, og formanden for foreningen, Esther Holzendorff, mener, der er behov for at ændre på opfattelsen af ulve herhjemme. Det er blandt andet det, demonstrationen skal hjælpe med til.

- Der er en massiv modstand mod ulven. Det ser man gennem hele ulvedebatten herhjemme. Vi vil gerne være med til at ændre den debat, så den bliver mere saglig, siger hun til DR og fortsætter:

- Nu har vi mennesker gennem flere hundrede år ment, at det var vores stemme, der var den gældende. Vi synes, at naturen med blandt andet ulvens tilbagekomst viser, at den ikke har fået den plads, som den har krav på. Den har selv vist, der er plads til den. Derfor vælger vi at give den en stemme, siger hun.

Den 66-årige mand, som er sigtet i sagen, erkender, at det er ham, der har skudt ulven fra sin bil den 16. april. Han nægter sig dog skyldig i at have overtrådt jagtloven og artsfredningsbekendtgørelsen.