Ikke overraskende er der for nylig (Altinget den 20 september) kommet et angreb mod landbrugspakken fra professor Brian Kronvang og biolog Jørgen Windolf, begge Aarhus Universitet. Det er en offentlig hemmelighed, at de to herrer ikke er landbruget venligt stemt, at de igen retter en kritik som den seneste, var derfor forventelig.

Mere overraskende er grundlaget for denne offentliggjorte "forskning". Der er taget udgangspunkt i 2 (to) vandløb, og med deres skrøbelige resultater drages en hårdtslående konklusion, der nærmest konverteres til en miljømæssig katastrofe. Grundlaget for deres konklusion, er simpelthen ikke til stede.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Midt i min forundring over dette offentliggjorte "forskningsresultat" rammes man af et lettelsens suk. For endnu en gang har to såkaldte forskere med al ønskelig tydelighed afsløret deres politiske ærinde, nemlig at underminere det faglige grundlag for en øget næringsstoftildeling til landbrugsjorden.

Jeg finder det dybt bekymrende og fatalt for et demokrati, at politikere i deres beslutningsgrundlag, søges påvirket af fagligt mangelfulde og urigtige påstande, der camoufleres som forskning.

Jeg ved godt, at de nævnte forskere vel ikke anses for at være sværvægtere på området, men det forpligter trods alt, når titler og arbejdssted nævnes ved navn.