I den kommende uge drager Ronni Larsen og resten af det 10 mands store hold, der repræsenterer Danmark ved europamesterskaberne for erhvervsuddannelseselever og unge håndværkere, til Ungarns hovedstad, Budapest. Her løber EuroSkills nemlig af stablen fra onsdag til fredag.

Som uddannet landbrugsmaskinmekaniker stiller Ronni Larsen fra Nordvestjysk Traktorservice i Hurup i Thy op i konkurrencen "Heavy Vehicle Maintenance".

Artiklen fortsætter efter annoncen

- I konkurrencen skal jeg arbejde på to John Deere-traktorer, en aksel fra en JCB teleskoplæsser og selve teleskoplæsseren. Opgaven kan nå bredt ud og handle om både hydraulik, el, motor, transmission, aircondition og luftbremsere. Det er, hvad jeg ved. Jeg ved for eksempel ikke, om det er skruearbejde eller fejlsøgning via en computer, som jeg skal ud i, fortæller Ronni Larsen til Maskinbladet.

Mere teori end i praksis

Kunne Ronni Larsen selv få lov at vælge opgave, skulle den omhandle motor og hydrulik. De to discipliner finder han sig nemlig ret godt hjemme i, fortæller han med jysk beskedenhed.

- Luftbremsere kender vi til gengæld ikke så meget til herhjemme endnu, derfor kan det blive den udfordrende del for mig. Om jeg selv skal skrue i maskinerne, eller om det er fejlsøgning via en computer er lige meget. Jeg synes, begge ting er sjovt, og det er med at gøre jobbet alsidigt, siger han.

At en konkurrence som EuroSkills adskiller sig fra det daglige arbejde hos Nordvestjysk Traktorservice er Ronni Larsen forberedt på.

- Der vil nok være mere teori ind over - løsningen på et problem skal være den rigtige i forhold til manualer og fremgangsmåde. Og sikkerheden er uden tvivl skruet helt i top, lige fra gummihandsker til briller og høreværn. Det tæller helst sikkert med i pointene, siger Ronni Larsen, der tilbage til 2015 til DM i Skills blev spurgt, om han kunne tænke sig at deltage ved et europamesterskab, hvis han fik muligheden for det. Den fik han i år.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Tager afsted for at vinde

Da Ronni Larsen gik på landbrugsmaskinmekaniker-uddannelsen i Aars, betød det noget for ham, at hans karakterer efter hovedforløbet lå i den høje ende. Og han erkender da også, at han er et konkurrencemenneske.

- Ja, det er jeg. Jeg er ikke en dårlig taber, men jeg er mest tilfreds, når det går godt. Jeg tager til EuroSkills for at vinde. Det kan man jo ligeså godt, slutter han.

Du kan følge, hvordan det går de danske deltagere på SkillsDenmarks hjemmeside.

Maskinbladet følger naturligvis og beretter om resultaterne i Ronni Larsens konkurrencer.