Det myldrer frem med grøn fluesvamp i nordjyske skove og parker. Det skriver nordjyske.dk, der har været en tur i skoven med naturvejleder Esben Buch fra Aalborg Kommune.

Selv en lille dosis af grøn fluesvamp kan have fatale følger, så det er med at holde øjnene åbne på svampejagten.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Et ungt eksemplar kan måske minde lidt om en champignon, men der er flere markante forskelle, for eksempel har grøn fluesvamp hvide lameller, hvor champignon udvikler brune, og så har fluesvampen en knold i bunden, som champignon ikke har, forklarer Esben Buch til avisen.

Hold øje ved løvtræer

Han udtrykker en advarsel til forældre til mindre børn og andre voksne, der har med børnepasning at gøre - for eksempel børnehaver.

- Netop fordi svampen i øjeblikket findes så mange steder i kombination med, at små børn kan finde på at putte ting i munden, kan ekstra opmærksomhed være en god ting, siger naturvejlederen, der forklarer, at blot, der i området er løvtræer som bøg og eg, som mange svampe lever i perfekt symbiose med, er der gode muligheder for, at svampen er til stede.

Avisen beskriver, hvad der sker i tilfælde af forgiftning: De første symptomer viser sig efter nogle timer i form af maveonde og diarré. Derefter følger ofte en betydelig forbedring i den forgiftedes tilstand, men giften fortsætter sit virke og nedbryder cellerne i blandt andet nyrer og lever, der i værste fald svigter. Er forgiftningen tilstrækkelig alvorlig, dør pågældende efter få dage. Overlevende risikerer livsvarige mén.