I et normalt år ompløjes mellem 3-8 procent af nyudlægget, men i år er ompløjningsprocenten på mindst 15 procent i gennemsnit for avlerne hos DSV Frø Danmark A/S. I år har selskabet rådet en langt større andel af sine avlere til at omså eller iså i forsøget på at sikre næste års frøarealer. Men frøavlere, som er rådet til at omså og iså, står ikke alene om udgiften, skriver DSV i en pressemeddelelse.

Stor forskel

Gennem de sidste mange måneder har tørken ødelagt flere udlægsmarker, end man hos DSV Frø Danmark kunne forestille sig. Ifølge firmaet er situationen værst i Østdanmark, alvorlig på Fyn og i Østjylland og moderat i Vest- og Nordjylland. Det gælder såvel konventionelle som økologiske udlæg.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Der er stor forskel mellem arterne og på landsdelene. Men med en ompløjningsprocent på mindst 15 procent i gennemsnit mod en normal sæson på 3-8 procent, er vi nødt til at arbejde sammen for at komme godt ud af det, siger Lasse Bech, adm. direktør i DSV Frø Danmark A/S.

- Derfor vil vi tilbyde de frøavlere, som vi har rådet til at omså og iså, at dække 50 procent af udgifterne til basisfrøet. Vi har et skæbnefællesskab med avlerne, der dyrker vores frø, som vi tager meget seriøst. Derfor synes jeg, det kun er naturligt, at vi hjælpes ad hvor vi kan i denne helt ekstraordinære situation, siger han.

Tab på cirka 50 procent

Ompløjningen har været mindst i almindelig rajgræs, men i rødsvingel, engrapgræs og hvidkløver er tabet lige nu på cirka 50 procent. I bakkesvingel og strandsvingel ligger tabet på cirka 35 procent af de nye udlægsmarker.

- I nogle arter har vi mulighed for at kompensere for tabet af arealer på forskellige måder, for eksempel ved genhøst. Vi har stadig en del marker, som afventer udviklingen ind til primo oktober, hvorefter beslutningen om overlevelse eller ompløjning tages, siger avlschef Carsten Jørgensen hos DSV Frø Danmark.