Det er bestemt ikke hver dag, at den danske importør af Holmer-roeudstyr, FMR Maskiner, kan levere 11 selvkørende optagere til danske roedyrkere. Det ser også voldsomt ud, og det kunne ligne en branche med økonomisk opsving.

- Syv af de 11 optagere er tre-akslede modeller, hvoraf fem er helt nye. Grunden til investeringen i de store tre-akslede maskiner er et mål om større effektivisering, som er et område, der hurtigt kan blive en god forretning ? specielt nu, hvor priserne på sukker ikke er de samme som for få år siden, fortæller Henrik Rasmussen, indehaver af FMR Maskiner.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Færre aflæsninger

De store tre-akslede Holmer T4 hjælper på mange områder roedyrkerne i arbejdet mod en billigere optagning pr. hektar, og ét af de helt åbenlyse områder er den større tankkapacitet på de tre-akslede maskiner frem for de to-akslede.

- Jo større tank, desto færre aflæsninger, og da roerne i langt højere grad i dag bliver læsset af i kule ved vejen, for på den måde senere at blive transporteret til fabrik på lastbiler, så giver det i langt højere grad mening med de tre-akslede maskiner, hvor én mand på den måde kan holde optageren i gang alene, fortæller maskinhandleren fra Nykøbing Falster.

Lavere marktryk

En anden fordel ved de tre-akslede maskiner er, at marktrykket er lavere sammenlignet med en to-akslet selvkørende optager.

- Det skyldes dels, at der nu er blevet plads til 900 millimeter brede dæk, men det skyldes også, at optagerne er udstyret med Michelin VF-dæk, hvilket betyder, at der kan køres med lavere lufttryk, hvilket dermed giver en større trædeflade og i sidste ende et lavere marktryk, fortæller Henrik Rasmussen.

- Det var meget tydeligt at se i sæson 2017, som var en våd omgang med meget fugtige optagerforhold, fortæller han og påpeger, at Holmer T4-40 er den letteste tre-aksletdeoptager på markedet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Individuel optagning

De nye Holmer-optagere er udstyret med Holmer Easy Lift-optagerbord, hvilket betyder, at man ikke længere indstiller bordet efter den lavest-siddende roe på marken.

- Ved hjælp af slæbesko på hver eneste række så kører de seks rækker individuelt for hinanden, og dermed kører optagerbordet ikke dybere i jorden, end der er nødvendigt. Det betyder, at der kommer langt mindre jord med ind på roletterne og i sidste ende i tanken. Dermed spares der brændstof på rensningen, hvilket også betyder noget i sidste ende, fortæller Henrik Rasmussen.

De første optagere blev leveret til de første kunder tirsdag den 4. september, så man på den måde er klar til den kommende kampagne.

Roedyrkning i Danmark

Grunden til, at priserne på sukker ikke er de samme som for år tilbage, skyldes, at EU's produktionskvoter blev fjernet i 2017. Det betyder, at sukkerproduktion ofte går på frie markedsvilkår. Antallet af roedyrkere har været faldende igennem en årrække, til gengæld er antal hektar hos de enkelte bedrifter stigende.

Der dyrkes cirka 33.000 hektar sukkerroer i Danmark fordelt på cirka 1.000 avlere. Dyrkningen er koncenteret på Lolland, Falster og Syd-vestsjælland. Roerne leveres til Nordic Sugars to fabrikker i Nykøbing Falster og Nakskov, hvor der årligt produceres mellem 400.000 og 450.000 ton sukker ud af de 2,3 til 2,5 millioner ton roer, der hvert år leveres på fabrikkerne.