Efter et vanskeligt første kvartal er Arla ved at vende skuden, og mejerikoncernen ser ud til at kunne indfri forventningerne for 2018. Det fremgår af koncernens halvårsregnskab, som er blevet fremlagt torsdag formiddag.

Det mest bemærkelsesværdige er dog, at Arlas bestyrelse vil foreslå selskabets øverste ledelse, at hele nettoresultatet for 2018 skal udbetales til andelshaverne.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Som et landmandsejet selskab bekymrer vi os meget om vores andelshavere, og vi anerkender, at sommerens tørke i Europa har været usædvanlig. Vi foreslår derfor, at der laves dette ekstraordinære tiltag i denne situation. Bestyrelsen er tilfredse med den positive udvikling i selskabets finansielle balance, som gør dette forslag muligt, siger Jan Toft Nørgaard, bestyrelsesformand i Arla Foods.

Omkring 300 millioner euro til deling

Hvis koncernens øverste ledelse er med på ideen, vil den ekstraordinære udbetaling ske på det sædvanlige tidspunkt for efterbetaling i Arla - til marts 2019.

Arla forventer, at nettoresultatet for 2018 ligger inden for målsætningen mellem 2,8-3,2 procent af koncernens omsætning - forventeligt et sted mellem 285-310 millioner euro.

Dagens regnskabsoffentliggørelse kan i øvrigt berette om en omsætningsvækst på 5,1 milliarder euro i årets første halvår, som primært er drevet af mærkerne Arla, Lurpak, Puck og Castello.

Arla leverede en Arla-indtjening på 34,7 eurocent pr. kilo mælk mod 35,8 eurocent i første halvår 2017, hvilket skyldes lavere råvarepriser i begyndelsen af 2018.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Koncernen forventer en omsætning for 2018 på 10-10,5 milliarder euro.