Forhandlingerne om leverandøraftalen er afsluttet, og nu er BioenergiSyd og samarbejdspartneren NGF Nature Energy klar til at fortælle om betingelserne for at levere gylle til de to nye biogasanlæg, som skal ligge i Glansager og Sønderborg Vest. Det fortæller formand for BioenergiSyd, Andreas Bonde, i en pressemeddelelse.

- Vi har været i tætte forhandlinger i de sidste måneder om de betingelser, vi som leverandører får. Jeg er godt tilfreds med den aftale, vi har opnået. Den indeholder favorable forhold omkring tørstofafregninger og ikke mindst en goodwill-honorering. Til gengæld er der en række tidsfrister, der skal overholdes i forhold til indrapportering af mængder til de to anlæg, og derfor holder vi mødet på landbrugsskolen med kort varsel, siger Andreas Bonde med henvisning til informationsmødet, som bliver holdt på Gråsten Landbrugsskole den 6. september fra klokken 19.30.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Ren win-win

På mødet vil den samlede leverance af gylle blive gennemgået, og det samme gælder leverandøraftaler for hver enkelt leverandør. Desuden vil der blive fremlagt en tidsplan for et kommende arbejde, herunder processen omkring det at blive leverandør til et af de to anlæg.

- Vi er godt tilfredse med at komme videre med etableringen af biogasanlæggene. Vi kommer til at udnytte gødningen bedre, og de to anlæg bliver en gevinst for både miljøet og bundlinjen, siger Andreas Bonde.

De to anlæg vil skabe 50 blivende arbejdspladser, fremgår det af pressemeddelelsen.