Sønderup Maskinhandel har udviklet en ny rækkesprøjte, som ifølge dem kan reducere forbruget af sprøjtemidler med 50 procent.

Langesømessen er netop afsluttet og blandt udstillerne var Sønderup Maskinhandel, der i anledning af messen havde taget deres nye, frontmonterede rækkesprøjte med. Sprøjten er en del af Sirio-programmet og passer til Fort Sirio 4x4-traktoren. Den anvendes som rækkesprøjte især i juletræsproduktionen.

Ifølge Sønderup Maskinhandel har flere kunder efterspurgt en sprøjte, der kunne minimere forbruget af sprøjtemiddel. Det er både dyrt og unødvendigt at sprøjte for meget, og det er der kommet en ny rækkesprøjte ud af.

Den nye Siriosprøjte sprøjter to rækker af træer på en gang - en side ad gangen.

Sparer tid og kemi

Fordi den er frontmonteret, kan man køre med en klipper bagpå. På den måde kan man holde området mellem træerne rent, imens man sprøjter træerne. Det hele kan klares i en arbejdsgang, hvilket i sidste ende betyder mindre arbejdstid, så vedligeholdstiden daler drastisk per hektar.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Sønderup Maskinhandel har kørt demoer med sprøjten i efteråret, men Langesømessen er første sted, de har haft den udstillet.

- Det er en af de bedste messer, synes vi. Vi har en god placering, og på Langesø-messen er der bedre tid til at tale med kunder og interesserede personer, fordi området er så stort, siger Lone Hosbond Poulsen, Maskinbladet har talte med på messen.

Det næste stykke tid vil Sønderup Maskinhandel være at finde på flere messer både i ind- og udland.

I uge 34 har virksomheden en stand på Maskiner under Broen i Middelfart, og ugen efter går det løs på både den svenske Grönytebranschens Maskinvisning og Kirkegårdsmessen på Mors, hvor Sønderup Maskiner er repræsenteret, efter at Dianalund begyndte at forhandle Fort MPM tidligere i august.

Langesømessen er Europas største messe for juletræsproduktion og -handel, og fra næste år vil messen også have et særligt teknikspor, der er dedikeret til den større skovproduktion.