I samarbejde med DanBreds nuværende agent i Italien, Rosgaard/Porktrade Group A/S, skal Roberto de Pol fra B.S.T. Soluzioni SRL forstærke salgs- og servicemulighederne for de italienske kunder. Det skriver DanBred i en pressemeddelelse.

- Vi kender Roberto de Pol fra tidligere opgaver, og jeg er sikker på, at Rosgaard/Porktrade Group A/S og Roberto vil udnytte hinandens viden og kvaliteter. Dermed giver DanBred et skub i den rigtige retning, hvad angår vores videreudvikling i Italien. Det er med andre ord en rigtig god nyhed for vores italienske kunder, at de nu får en yderligere kapacitet til at udøve service, rådgivning og vejledning, siger Claus Holmgaard. salgsdirektør i Storeuropa for Danbred.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Styrket tilstedeværelse

Udvidelsen af holdet i Italien er i tråd med DanBreds oprustning af agenter og sælgere i Europa og resten af verden, der skal være med til at imødekomme den stigende kundeportefølje.

- Udover vi gerne vil erobre nye lande, så vil vi også gerne forstærke os på eksisterende markeder i takt med vores markedsandele vokser. Det her er således ikke et unikt set-up, og det vil vi muligvis se mere af i fremtiden, siger Claus Holmgaard.