Netop nu foregår Pro Farmer Crop Tour 2018, hvor et hold udvalgte og særligt trænede fagfolk drager rundt i USA for at tage prøver af og observere den kommede majs- og sojahøst. Det erklærede mål med turen er at give branchen information om det sandsynlige udbytte af den kommende høstsæson for de to typer afgrøder.

Observationerne bliver foretaget i syv stater, og de første resultater er begyndt at tikke ind, skriver Jyske Bank i en Afgrødekommentar sendt til Maskinbladet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- I Ohio og South Dakota lyder det gennemsnitlige estimat for majsudbytterne på 178-179,6 bushels/acre, hvilket for South Dakota er noget over USDA's (det amerikanske landbrugsministerium, red.) seneste estimater, lyder det i kommentaren fra Jyske Bank.

Med udgangen af sidste uge fik de amerikanske afgrødekonditioner endnu et hak nedad. Majs i kategorien god/meget god faldt to procentpoint til 68 procent, mens soja faldt et procentpoint til 65 procent. Tallene er dog stadig højere end sidste år, men bevæger sig derimod kun lige omkring 5-årsgennemsnittet.