Ifølge LFS negligerer myndighederne de udfordringer, der er forbundet med at udstede stamtavler på dyr, som LFS ikke kan få adgang til - og til avlere, der ikke betaler til systemet.

Miljø- og Fødevareklagenævnet meddelte den 22. juni, at Landbrug & Fødevarer Svineproduktion (LFS) skal føre stambøger på grise tilhørende den gruppe af avlere, der valgte at træde ud af DanBred ved årsskiftet. Både nævnet og Fødevarestyrelsen mener således, at LFS skal servicere de udtrådte avlere med stamtavler, selvom gruppen af avlere har videresolgt deres avlsrettigheder og etableret en konkurrerende virksomhed, der ikke betaler genafgifter til svineproducenternes fælleskasse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det skriver L&F i en pressemeddelelse.

Ifølge Erik Larsen, formanden for Landbrug & Fødevarer Svineproduktion, er en retssag nødvendig:

- Selvom vi forsøger at finde en vej til at efterleve påbuddet, er vi fortsat uenige i dets berettigelse. Påbuddet er så upræcist og mangelfuldt, at vores advokater anbefaler os at få domstolenes ord for, hvad der er ret og pligt i denne sag. Derfor er en retssag nødvendig, siger Erik Larsen og tilføjer:

- Det har været en stor skuffelse i hele forløbet, at myndighederne ikke udviser oprigtig interesse for fagligheden. Vi har gjort, hvad vi kunne for at påvise at en stamtavle er resultatet af et langvarigt avlsarbejde, og det giver ikke nogen mening at føre stambøger for nogen, der ikke er med i avlssystemet.

Politianmeldelse fra Fødevarestyrelsen

I løbet af sommeren har LFS holdt en række møder med både myndighederne og de ophørte avlere for at finde mulige løsninger på efterlevelse af det meddelte påbud.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi har forsøgt at finde et system og en finansieringsmodel, men der må siges at være lang vej endnu, og de ophørte avlere har takket nej til vores seneste invitation om at mødes, siger Erik Larsen.

Han fortæller, at Fødevarestyrelsen dags dato har politianmeldt LFS for ikke at overholde strakspåbuddet om at udstede stamtavler. Men ifølge Erik Larsen er det ikke muligt at opfylde påbuddet straks, da der både er omfattende tekniske og konkurrencemæssige udfordringer:

- Vi har brugt utrolig lang tid på at forklare myndighederne, at det her ikke er noget, man 'bare lige' gør. Et strakspåbud er ikke en proportionel reaktion, uanset om vi mod forventning måtte være forpligtet til at udstede stambøger. Billedlig talt svarer det til, at vi omgående skal rive et større bygningskompleks ned, tegne et nyt, indhente de fornødne tilladelser, skaffe materialer og opføre en ny bygning på samme dag.

- Samtidig nægter de ophørte avlere at give os adgang til dyrene. Vi bliver nødt til at holde fast i, at alle oplysninger skal kunne efterprøves og kontrolleres. Selv hvis vi kunne, ville det jo udvande vores troværdighed og underminere hele systemet, hvis vi blot skulle trykke 'udskriv' på hvad som helst. Så har en stambog ingen værdi for hverken markedet eller for avlerne, siger Erik Larsen.

Han fortæller, at man også venter på resultatet af den retssag, L&F Svineproduktion har anlagt mod de udtrådte avlere da de ifølge L&F Svineproduktion - i strid med efterforpligtelsesbestemmelsen i kontrakterne - har etableret et konkurrerende selskab inden for det første år.