Europas største messe for juletræer og pyntegrønt er på trapperne, og i år bliver det med en lille fremgang i antallet af udstillere.

Det fortæller direktør og formand for Langesø-fonden, der står bag messen, Hans Berner, til Grøn Teknik.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi er nogenlunde samme antal udstillere med et lille plus. I år har vi omkring 130-140 udstillere. Messen plejer at samle hele juletræsbranchen, og det forventer vi også, at den gør i år, så vi regner med at have lige omkring 3000 gæster igen i år, siger Hans Berner.

I år er det 27. år i streg, at Langesømessen bliver afholdt. På messen vil der være udstillinger af alt fra biler og maskiner til planter og virksomheder, som er relevante for produktion af og handel med pyntegrønt og juletræer. Derudover er messen også et stort netværksmøde.

- Messen er også et meget stort netværkssted, hvor hele branchen mødes. Det er også grunden til, at vi har valgt at holde den på en enkelt dag, så vi ikke risikerer, at man mister en del af netværket, fordi gæsterne fordeles over to dage, siger Hans Berner.

Messen bliver som altid holdt den tredje torsdag i august, hvilket i år falder den 16. august.

Forandring fryder

Selv om messens hidtidige format har fungeret fint, så er der nogle ændringer på vej til næste års messe. Blandt andet vil de gøre Skov og Teknik-messen, der indtil hidtid er blevet afholdt hvert fjerde år, til en del af Langesømessen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vores tanker går på at lave et teknik-spor på næste års Langesømesse. Skovbranchen er relativt lille, og mange skovbrug har alligevel juletræer eller pyntegrønt og kommer derfor også på juletræsmessen. Tankerne er at samle de to med en tillægssløjfe, hvor teknik får sin egen rute, siger Hans Berner og fortsætter:

- Langesømessen er den 27. af sin art, så den har sin position i branchen, men vi kigger hele tiden på, hvordan vi kan udvikle den uden at fjerne os fra vores kerneområde, der er handel og produktion af juletræer og pyntegrønt og skovbrug generelt.