Kød har traditionelt fyldt meget på danskernes middagstallerkener. Men de senere år har flere danskere skruet ned for deres kødforbrug. Mere end hver anden dansker spiser kødfri aftensmad mindst én gang om ugen, viser en ny undersøgelse fra Karolines Køkken. Samtidig planlægger 15 procent af danskerne at spise mindre kød i 2018, end de gjorde i 2017.

- Vores madkultur ændrer sig hele tiden. De seneste år har flere diæter som stenalderkost og LCHF, som begge er karakteriseret ved få kulhydrater og meget kød, fået god medvind, siger Tove Færch.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Kun to procent af danskerne betegner sig selv som vegetarer, mens én procent sværger til vegansk kost. 60 procent af danske kvinder spiser aftensmad uden kød mindst én gang om ugen, og hos de unge mellem 18 og 29 år stiger tallet til 73 procent.

- Det nye er, at mad uden kød er blevet en social bevægelse, modsat nogle af de senere års modekure og -diæter. Og faktisk er Danmark en lille smule bagud på tendensen sammenlignet med eksempelvis Tyskland og USA, siger Tove Færch.