Storålam har senest været udsat for ulveangreb Ved Gryde Ås udløb Vest for Holstebro i weekenden. 12 af Storålams får er fundet døde eller forsvundet fra folden. Det får nu virksomheden til at ville anskaffe sig en hund, der skal passe på fårene. Det skriver TVMidtvest.

- En vogterhund vil forhåbentlig kunne holde ulven væk fra vores dyr, og hvis vi er rigtig heldige, kan den måske også slå en ulv eller to ihjel, siger fårehyrde Peter Helén fra Storålam til TVMidtvest.

Artiklen fortsætter efter annoncen

I Danmark er vogterhunde ikke så udbredt som eksempelvis i Tyskland og Østeuropa, og det skyldes blandt andet de danske regler om løstgående hunde.

- Her hos os har vi markarealer, der ikke er offentligt tilgængelige, og her tænker vi, det kunne lade sig gøre at beskytte fårene. Men vi har også arealer, hvor det ikke er tilladt at have en hund gående, så det er et problem, at det kun er en mindre del af vores område, hvor vi ville kunne bruge sådan en hund, siger Peter Helén til TVMidtvest.

Ejeren Jørgen Blazejewics er nu ved at planlægge en studietur til Tyskland for ham og Peter Helén. Jørgen Blazejewics føler sig presset og mangler en plan fra myndighederne.

Generalforsamling i ulveforening

- Lige øst for - under 200 meter væk - går der 800 vædderlam i et mobilt hegn. Dem har vi ingen mulighed for at flytte, og om 14 dage skal der 100 får ud og læmme i området. Der har vi heller ikke alternativer, siger Jørgen Blazejewicz, der nu ser vogterhunde som hans eneste mulighed.

Også natten til lørdag var der et formodet ulveangreb. Denne gang ved Staby, hvor et får blev fundet med bidemærker i halsen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ulveangrebet sker i kølvandet på, at foreningen Ulvefrit Danmark via deres Facebookside har indkaldt til stiftende generalforsamling.

Og også Facebooksiden Her er Ulven i Danmark reagerer på de seneste angreb.

- De fortsatte og stigende antal angreb på får viser, at hegnsløsninger er virkningsløse. Det er derfor svært at komme udenom, at en form for regulering langt om længe bør komme på bordet, når Vildtforvaltningsrådets ulvegruppe mandag mødes for at arbejde med en revidering af forvaltningsplanen for ulv, siger Erik Poulsen, redaktør af facebooksiden Her er ulven i Danmark, der følger udviklingen i ulveproblematikken.