I dette debatindlæg argumenterer Jørn Dohrmann, medlem af Europa-Parlamentet for DF, for at et vildsvinehegn er den bedst mulige løsning.

DEBAT

Formand for den tyske landboforening LHN i Tinglev, Jørn Popp Pedersen, mener, at et vildsvinehegn vil være et dårligt signal at sende i forhold til Tyskland. Han henviser desuden til, at svinepesten lige nu er omkring 1000 kilometer væk.

Men problemet er jo netop, at så længe Tyskland ikke overbevisende har vist, at de vil tjekke alle transportbiler for om de er grundigt renvaskede, så er vi nødt til at værne os selv.

Tyskland må vise præcis, at de har styr på transporter, hvad der kommer ind af fødevarer med østchaufførerne og alle andre led i smittekæden. Tyskland kunne måske lave skyttegrupper, der kunne nedlægge vildsvin. Mulighederne er mange, men vi har til gode at se, hvad Tyskland vil gøre.

Vi taler om en milliardeksport, der er i fare. Så kan vi altså ikke tænke på Popp Pedersens venner mod syd og de mulige signaler, de måske ville tage på vej af.

Et land skal først og fremmest tage sig af sine egne, før man tænker på andre.

Vi skal have bremset svinepesten - og så længe der ikke er kommet et bedre forslag end et vildsvinehegn, så er det det, vi skal benytte os af.