2018 bliver et stort år for konkurrence-pløjning i Vendsyssel. Regionens afdeling af LandboUngdom skal 26. og 27 oktober være vært for både danmarksmesterskabet og det nordiske mesterskab i pløjning.

Arrangementet skal foregå omkring Børglum mellem Hjørring og Løkken.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Skarpe arrangører

Sidste år var Vendsyssel LandboUngdom vært for DM i Traktortræk, og den opgave blev løst rigtig godt. Især når man tænker på de forhold, konkurrencen blev afviklet under. Regn kom der nok af, så både plan B og C blev ændret.

Så galt håber arrangørerne ikke, at det kommer til at gå til pløjning. Man er derfor godt i gang med at planlægge med forbehold for det værst tænkelige.

De fleste i LandboUngdoms styregruppe er ikke så erfarne i pløjning, men de har fået eksperter med i form af Thomas Bertram og Martin Nørmølle, som sørger for, at deltagerne får gode forhold, mens resten af styregruppen er skarpe på tingene omkring stævnet.

Første sponsorer på plads

Arrangørerne er lige nu i gang med at finde sponsorer og har allerede en del sponsorer på programmet, som gerne vil hjælpe.

- Det er vi meget glade for, men er dog ikke helt i mål endnu, så al hjælp er velkommen, lyder det fra arrangørerne.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Overskuddet fra arrangementerne vil gå til de fire lokalforeninger i LandboUngdom Region Vendsyssel.

- Som noget nyt har vi fået en festsponsor, som tager sig af en rigtig fed fest lørdag aften. Det bliver en temafest. Almas har meldt sig, og vi glæder os, oplyser arrangørene.

Guldsponsor

Den første guldsponsor er fundet. Det er arbejdstøjproducenten FE Engel, som blandt andet leverer jakker til alle hjælpere og sørger for, at de frivillige har det rigtige arbejdstøj på til opgaven.

Fest og overnatninger kommer til at foregå på Idrætscenter Vendsyssel i Vrå.

De nordiske pløjere kommer allerede om tirsdagen for at øve. Der er planer om, at de skal ud på en tur og se Vendsyssel om onsdagen.