På Brattingsborg på Samsø høster mejetærskeren normalt otte sæsoner, medmindre godset får et godt tilbud, inden den har høstet alle otte sæsoner.

Og netop et godt tilbud var der ifølge godsejer og kammerherre Anders D. Lassen tale om fra New Holland-forhandleren Lyngfeldt, og derfor blev udskiftningsstrategien fraveget, og mejetærskeren - en Claas Lexion 780 med 40 fods skærebord - udskiftet med en New Holland CR 10.90 Revelation med 41 fods skærebord.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det gode tilbud er dog ikke blot et spørgsmål om en konkurrencedygtig pris. Det handler for Anders D. Lassen og hans inspektør, Kasper Hellemann Henricksen, meget om driftssikkerhed og serviceopbakning fra forhandleren.

Test i høst

Beslutningen blev derfor først truffet efter en nøje analyse, og efter at Poul Andersen, sælger hos Lyngfeldt, var på Samsø en hel dag med en demomejetærsker af denne allernyeste topmodel fra New Holland.

- Lyngfeldt tilbød os en demodag med 0-serie mejetærskeren, som de havde råderet over.

- Vi havde den en hel dag, og det gik godt - den var god, siger godsinspektør Kasper Hellemann Henricksen.

- Vi kørte med vores egen ved siden af, og det var grundlaget for vores samtale om at skifte, siger Kasper Hellemann Henricksen og henviser til, at det ikke er nok, at han synes, det er en god mejetærsker, og at den i teorien har flere fordele.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Den skal også være god at betjene, siger han.

Og det var tilfældet, selvom knapperne sidder anderledes end på den gamle mejetærsker, men både den sædvanlige mejetærskerpilot og godsinspektøren havde alligevel en god oplevelse med mejetærskeren på testdagen.

- Og så er den lækker udvendig og har høj komfort og et lavt støjniveau, siger Kasper Henricksen.

Sparkede i halmen

- Jeg fulgte den tæt hele dagen og testkørte den også. Og så brugte jeg meget tid med at sparke i halmstrengen. Den slags giver stor viden, og det er vigtigt at gå i dybden, inden man beslutter så stor en investering, siger han.

Han lægger ikke skjul på, at oplevelserne med demo-mejetærskeren i høst overbeviste ham om, at den nye New Holland CR 10.90 Revelation kan bidrage til yderligere effektivisering, og han suppleres af Anders D. Lassen, som kalder sin inspektørs overbevisning en velbegrundet holdning.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Efterfølgende analyserede godsejeren og inspektøren mejetærskernes præstationer på dagen, og de konstaterer, at New Holland CR 10.90 Revelation giver Brattingsborg en mærkbar kapacitetsforøgelse.

- Vi har forsigtigt regnet med 10 procent i vores kalkuler - men vi registrerede 12-15 procent på dagen, fortæller han.

Det skyldes dels 1,5 kilometer højere fremkørselshastighed og et skærebord, der er en fod bredere.

Tidligere høstberedskab

Men før Brattingsborg besluttede at skifte til den nye New Holland-mejetærsker, var der yderligere forhold, som var helt afgørende for beslutningen.

Høsten starter nemlig altid tidligere på Samsø end i resten af landet på grund af et mildt klima.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det betyder, at høsten af frøgræs indledes omkring den 1. juli, og det er derfor afgørende for valg af mejetærsker, at leverandøren har et serviceberedskab, som er klar allerede fra den 1. juli.

Det har derfor været nødvendigt for Lyngfeldt at rykke sit høstberedskab 14 dage frem i forhold til tidligere år.

- Vi skal jo være klar, når der er sæson, siger Poul Andersen fra Lyngfeldt og bakkes op af indehaver Jørn Seidelmann.

Forbedringer

Den mejetærsker, som Brattingsborg får hjem til den kommende høst, har desuden bælteundervogn, hvilket er en forbedring i forhold til den gamle mejetærsker.

- En af fordelene er, at en mejetærsker med bælteundervogn er nemmere at komme omkring med på Samsøs smalle veje, siger Kasper Hellemann Henricksen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Men det vigtigste er, at vi opnår mere stabil kørsel med mejetærskeren, fordi vores marker ikke er helt jævne på grund af gyllekørsel. For os handler det ikke om at kunne køre på våde marker, tilføjer han.

Teknologi - og vil mere

Den nye New Holland CR 10.90 Revelation har flere højteknologiske løsninger end godsets gamle mejetærsker.

Og det er klart ambitionen, at mulighederne skal udnyttes.

Derfor skal flere medarbejdere fra Brattingsborg da også på brugerkursus hos Lyngfeldt, som gør meget ud af at starte kunderne godt op med de nye maskiner, så de får fuldt udbytte af mulighederne.

Det bliver tæt på høst, så medarbejderne hurtigt kan komme ud at bruge de færdigheder, de lærer på kurset.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det er et løbende tilbud, vi har til kunderne og deres medarbejdere, så de kan blive opdateret med nyeste viden, og der er ofte gengangere på kurserne, som dermed også er et værdifuldt forum til erfaringsudveksling og sparring, siger Poul Andersen fra Lyngfeldt.

Teknologi-ambitioner

Godsejer Anders D. Lassen har et ønske om, at mejetærskerpiloterne udnytter alle mulighederne i den nye maskine, og det er hans godsinspektør enig i.

- En mejetærsker kan have nok så stor kapacitet som bare ikke udnyttes, hvis chauffør ikke har mod til en optimal udnyttelse af kapaciteten. Og netop teknologien kan optimere kapacitetsudnyttelsen, siger Kasper Hellemann Henricksen.

- Og vi vil videre ad det teknologiske spor, siger han.

En af de væsentlige begrundelser er, at en del af Brattingsborgs marker har meget uens jordbund og giver meget varierende udbytte. Der kan være en forskel fra fem til 12 ton inden for 100 meter på samme mark, fortæller han.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Han ser derfor store perspektiver i precision farming og har tilmeldt Brattingsborg til miljø- og fødevareministeriets tiltag for at fremme precision farming til afløsning af efterafgrøder.

- Vi prøver at skue teknologisk fremad, og vi vil samtidig satse yderligere på højværdiafgrøder. Det vil sige i endnu højere grad på brødkorn, hvor det er vigtigt med den rette tildeling af næringsstoffer, særligt når vi ikke vækstregulerer. Vi har mange kiler, som kan give problematiske overlap, og her mener vi, at teknologien kan hjælpe os, siger Kasper Hellemann Henricksen.

Desuden er det også vigtigt for Brattingsborg at holde dårlige pletter i god drift af hensyn til højværdiafgrøderne, som kommer på en del af markerne hvert femte år i kraft af et tæt samarbejde om arealbytte med grøntsagsproducenter, som hvert år dyrker grøntsager på cirka 100 hektar af Brattingsborgs areal.

Dette er en af fire historier fra Brattingsborg. Du kan læse mere om hvorfor valget faldt på en New Holland CR10.90 Revelation her. Hvis du vil læse mere Brattingsborgs høsstrategi, så tryk her. Og hvis du vil læse om hvordan Brattingsborg vander med drænvand, så tryk her.