Den nye aftale om målrettet regulering vækker ikke ubetinget glæde i Bæredygtigt Landbrug.

Det skriver Bæredygtigt Landbrug i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Primærlandbrugets talerør bakker op om både Fødevare- og Landbrugspakken og det at undgå restriktioner for landmænd, hvor der ikke er behov for restriktioner - men Bæredygtigt Landbrug mener, at aftaleparterne har undladt at reagere på den nyeste viden på området:

- Der er fortsat en alt for ensidig fokus på kvælstof. Noget, som forskerne i det internationale panel, der evaluerede de danske kvælstofmodeller, ellers har advaret Danmark imod, fortæller BL's faglige direktør Jørgen Evald Jensen - der også taler om alt for grove sammenlægninger af vandområderne i den nye plan.

BL's formand Flemming Fuglede Jørgensen forstår heller ikke, at der fortsat skal fokuseres så ensidigt på kvælstof fremfor eksempelvis på forholdet mellem kvælstof og fosfor:

- Det her bygger på fejlbehæftede modeller og i øvrigt på alt for få målinger, lyder det fra Flemming Fuglede.

Det undrer desuden formanden, hvor udfordringsretten bliver af. Den skulle ifølge Landbrugspakken give danske landmænd mulighed for at udfordre forskernes modelberegninger med konkrete målinger i lokale vandløb:

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Forudsætningen for, at vi i BL sagde god for Landbrugspakken, var netop udfordringsretten. Men hvor bliver den af? Den er stadig ikke taget i anvendelse - og uden den har landmændene ingen muligheder for at blive reguleret korrekt, siger Flemming Fuglede.