Poul Vejby-Sørensen, cand. agro og konsulent for Bæredygtigt Landbrug, kalder det en skandale, at danske myndigheder i årtier har benægtet fosfors virkning på vandmiljøet.

Af Poul Vejby-Sørensen, Bæredygtigt Landbrug

DEBAT: Efter tre årtiers stærkt kritiseret og ensidig indsats mod kvælstof uden videnskabelig dokumentation og uden tilstrækkeligt hensyn til andre vigtige faktorer er det nu slået fast, at Danmark har forfulgt et spor, der ikke giver optimal virkning for vandmiljøet, men desværre har givet maksimal skade for landbrugserhvervet.

Skandalen er så stort omfang, at de ansvarlige inden for forskning, forvaltning og politik fortrænger den i deres bevidsthed. Dermed føjes spot til skade.

Sagen er, at myndighederne i tre årtier har stukket hovedet i busken ved at benægte en række faktorer, der belaster vort vandmiljø - herunder specielt fosfor - hvorimod der er grebet brutalt ind over for det mindre alvorlige kvælstof med en alt for hårdhændet og direkte erhvervsskadelig politik.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Mangelfuld erkendelse

Gennem 30 år har myndighederne haft en mangelfuld erkendelse af behovet for kontrol med samfundets fosforudledninger. Det påstås, at fosforudledningerne er reduceret med cirka 70 procent siden slutfirserne. Men reelt er det betydeligt mindre på grund af tusindvis af overløb (blandt andet regnbetingede udledninger) af urenset spildevand, hvor "skidt og møg" og store mængder fosfor lukkes direkte ud i naturen.

Den netop gennemførte internationale evaluering peger nu også på, at der skal lægges mere vægt på fosfor.

Fosfor på dagsordenen

Nu er fosfor så langt om længe kommet på dagsordenen, men på en noget ejendommelig facon.

Ministeriet forsømmer at sætte fingeren på det ømme sted, nemlig renseanlæggenes udledninger gennem mange år og den fortsatte slappe styring med tusindvis af overløb af fosforbelastet spildevand og manglende kontrol af rensekvaliteten bortset fra såkaldt "selvkontrol". Spildevandsudledningen fra danske renseanlæg har omkring 10 gange så høj fosforkoncentration som hos vore naboer i Sverige og Tyskland. Så stor udledning er helt unødvendig. Det er en flov historie.

I stedet lægger ministeriet op til et såkaldt fosforloft, hvor de dyrkede arealer skal holde for. - Ikke med kontrol af de ganske små udledninger fra dyrkede arealer, som ville være det relevante mål, men derimod med begrænsning af tilførslerne til landbrugsarealerne, som ikke har megen sammenhæng med udledningerne.

Fosfor fra vådområder

Det er i særlig grad brinkerosion langs vandløb samt etablering af vådområder, der fører til udledning af fosfor. Det samme er tilfældet med forsumpning af vandløbsnære arealer som følge af tilstoppede vandløb.

Fosforudledningen til vandløbene er yderst minimal fra veldyrket og veldrænet jord, fordi forfor her er bundet i jorden. Alligevel lægges der op til at straffe de dyrkede arealer i stedet for udledningen fra sjusket spildevandsrensning og politisk etablerede vådområder.

Den internationale evaluering

Det internationale forskerpanel, der har haft de danske vandplaner og regnemodeller under mikroskopet, har nu slået fast, at modellerne er mangelfulde. Selv om Danmark har gode forudsætninger for at lave vandplanlægning, er resultaterne ikke tilfredsstillende. Der skal tages mere hensyn til andre faktorer end kvælstof - specielt fosfor. Endvidere er forholdet mellem kvælstof og fosfor af stor vigtighed. Desuden skal forskelle på vandområderne og årstidernes betydning for udledningerne tages i langt større betragtning ved vandplanlægning.

Tilståelsessag

At der mangler kvalitet i vandplanlægningen og modellerne, der anvendes i den anledning, fremgår i virkeligheden af den dokumentation, som Aarhus Universitet og DHI udarbejdede som oplæg til det internationale forskerpanel: "Development of models and methods to support the establishment of Danish River Basin Management Plans. Scientific documentation."

I oplægget skriver AU og DHI blandt andet:

"Klorofyl-a, dybdegrænser for ålegræs og DKI er de tre indikatorer, der er interkalibreret. Derfor tildeles klorofyl-a-indikatoren og Kd-indikatoren (anvendt som proxy for ålegræssets dybdegrænse) dobbeltvægt i den samlede vurdering af miljøtilstanden for at give større vægt til indikatorer, der har været gennem den omfattende interkalibreringsproces."

Men AU og DHI føjer til: "Dette valg er baseret på vores ønske fra et styringsperspektiv om at prioritere interkalibrerede indikatorer og har ingen videnskabelig basis."

Her giver AU og DHI tre indrømmelser:

1) Man anvender Kd-indikatoren (lysdæmpning) som proxy for ålegræssets dybdegrænse, hvilket er i strid med vandrammedirektivet, fordi Kd ikke er interkalibreret.

2) Kd-indikatoren er endda sammen med klorofyl-a-indikatoren tillagt dobbeltvægt, selv om den ikke er interkalibreret, og derfor er uanvendelig.

3) AU og DHI erkender, at indikatorvalget er sket ud fra et styringshensyn, selv om det er helt uden videnskabelig basis.

Det er rystende, at multi-milliard kostbar regulering af et hovederhverv sker på et så lemfældigt grundlag.

Det er en politisk opgave - og pligt - at gribe ind over for dette mismanagement, der gavner ingen, men skader alle.

Med et velkendt snart 300 år gammelt citat af Tordenskjold (Peder Wessel, 1719) må man spørge vore ansvarlige politikere i alle farver: Hvad dælen nøler I efter?