MEP Jørn Dohrmann (DF) er blevet udnævnt til vice-koordinator for landbrugspolitikken i Europa-Parlamentets tredjestørste gruppe, Europæiske Konservative & Reformister (ECR).

Det er blevet besluttet efter opbakning fra gruppens medlemmer af Landbrugsudvalget. Dermed får han nu en politisk lederrolle og større indflydelse på den landbrugspolitiske dagsorden.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Landbrugspolitikken er enorm vigtig for danskerne. Der er mange derhjemme, der er beskæftiget i landbruget. Samtidig må vi konstatere, at mange af de landbrugspolitiske beslutninger træffes fra Bruxelles, og derfor er jeg også glad for, at jeg kan være med til at få Dansk Folkepartis landbrugspolitik højere op på dagsordenen, siger Jørn Dohrmann.

Blandt hans mærkesager er fødevarekvalitet, dyrevelfærd, fair konkurrencevilkår og afbureaukratisering.

ECR-gruppen er Europa-Parlamentets tredjestørste og udgøres af 73 medlemmer. Den tæller blandt andet de britiske Konservative og det polske regeringsparti.