De fleste læsere af denne klumme ved, at dispositionsretten over betalingsrettigheder er en nødvendig forudsætning for at kunne opnå EU-støtte. Betalingsrettigheder er ikke et dansk begreb, men er indført i dansk ret som følge af EU's landbrugsforordninger. Betalingsrettigheder har en økonomisk værdi og kan både overdrages og pantsættes.
Ved en kendelse afsagt af Vestre Landsret 7. juli 2017 er en hidtidig praksis, administreret af Landbrugs- og Fiskeristyrelsen vedrørende pantsætning af betalingsrettigheder, blevet underkendt.
Nødvendig sikringsakt
Efter dansk ret skal enhver pantsætning for at være gyldig være fulgt op med den for det pågældende formuegode relevante sikringsakt, der kan være tinglysning, rådighedsberøvelse eller meddelelse til debitor - konkret Landbrugs- og Fiskeristyrelsen.
I teorien har der været tvivl om, hvorvidt betalingsrettigheder skulle kategoriseres som en simpel fordring eller som et immaterielt aktiv. Sikringsakten ved pantsætning af simple fordringer er meddelelse til debitor. Sikringsakten ved pantsætning af blandt andet immaterielle aktiver, herunder også eksempelvis good-will, er tinglysning af løsørepantebrev, hvor tinglysning sker i pantsætterens personbog.
Med kendelsen af 7. juli har Vestre Landsret fastslået, at betalingsrettigheder er - som det anføres i præmisserne - " et immaterielt formueaktiv og ikke en simpel fordring, og at tinglysning således er den relevante sikringsakt for (løsøre)ejerpantebrevet."
Tidligere praksis
Tidligere har Landbrugs- og Fiskeristyrelsen indtaget det standpunkt, at betalingsrettigheder og herunder pant i betalingsrettigheder skulle håndteres efter reglerne om simple fordringer, således at sikringsakten var meddelelse fra panthaveren - ofte et pengeinstitut - til Landbrugs- og Fiskeristyrelsen. Vestre Landsrets kendelse letter ikke nødvendigvis håndteringen af pantsætninger - tvært imod. Både gebyrmæssigt og administrativt vil det være både mere tids- og omkostningskrævende at foretage løsørepantsætninger frem for blot at give meddelelse om pantsætningen til Landbrugs- og Fiskeristyrelsen. Uanset disse ulemper er retsstillingen med virkning fra 7. juli 2017, at følges den af Vestre Landsret anviste fremgangsmåde ikke, kan panthaveren ikke støtte ret på pantet i betalingsrettighederne.
Tilkendegivelse
Landbrugs- og Fiskeristyrelsen har ved meddelelse af 11. august 2017 ved omtale af Vestre Landsrets kendelse blandt andet anført: "Det betyder, at man som panthaver på nuværende tidspunkt som sikringsakt både kan underrette Landbrugsstyrelsen og få tinglyst pant i personbogen. Landbrugsstyrelsen undersøger nu, hvilke konsekvenser kendelsen skal have i relation til valg af sikringsakt." Denne udtalelse er overraskende. Uanset at Vestre Landsrets kendelse medfører en række praktiske ulemper og omkostninger, har Vestre Landsret fastslået retsstillingen: Sikringsakten er udelukkende tinglysning.
Landbrugs- og Fiskeristyrelsens hidtidige praksis - som styrelsen ved meddelelsen af 11. august 2017 åbenbart ikke fuldstændig tager afstand fra - er der tidligere blevet gjort indsigelse mod, både fra teoretikere og praktikere, og således anførte advokat Anders Stoltenberg i en artikel i Agro den 2. februar 2016 under overskriften Pantsætning er indviklet: "Dette er ganske indviklet, men hvis man stoler på vejledningen fra NaturErhvervstyrelsen [nu: Landbrugs- og Fiskeristyrensen], så risikerer man altså, at pantet er værdiløst for panthaver."
Man kan rejse det spørgsmål, hvorfor retsstillingen ikke blev afklaret tidligere. Der er både fra teoretikeres og praktikeres side gjort opmærksom på problemstillingen, der har været omtalt i såvel faglige artikler som mere populære artikler, ligesom flere advokater gennem årene har rettet henvendelse til Landbrugs- og Fiskeristyrelsen og spurgt til baggrunden for den praksis, der blev fulgt i styrelsen. Tilbagemeldingen har - i hvert fald i forhold til undertegnede - været, at spørgsmålet havde været forelagt Kammeradvokaten, og at denne havde udarbejdet en juridisk redegørelse, der konkluderede, at betalingsrettigheder retligt skulle opfattes og behandles som simple fordringer. På denne baggrund var det derfor styrelsens opfattelse, at sikringsakten var meddelelse til styrelsen.
Kammeradvokaten
I Danmark har vi én kammeradvokat (reelt et advokatfirma, konkret et stort advokatfirma, hvor én af partnerne er udpeget til at være statens advokat og dermed benævnt kammeradvokaten). Kammeradvokaten har inden for visse rammer eneret til at repræsentere staten og statslige styrelser. Kammeradvokaten er i sit virke undergivet samme retsstilling som enhver anden praktiserende advokat. Retligt set har udtalelser fra kammeradvokaten ikke større legalitet end udtalelser, redegørelser og/eller responsa afgivet af en anden advokat/et andet advokatfirma. Ikke blot kammeradvokaten, men også mange andre advokater, afgiver løbende redegørelser/responsa om retsstillingen på retsområder, hvor retsstillingen kan være tvivlsom, særligt fordi der ikke foreligger retspraksis. En redegørelse, der afgives af en advokat som partsrepræsentant, kan andre ikke støtte ret på. Enten må man acceptere den retsstilling, som staten/styrelserne administrerer på baggrund af, eller tage skridt til at få problemstillingen forelagt domstolene.
Der er min vurdering, at Landbrugs- og Fiskeristyrelsens udtalelse af 11. august 2017 inden for kortere tid vil blive ændret, således at den fremtidige vejledning vil angive den retsstilling, der fremgår af landsretskendelsen af 7. juli 2017.
Konsekvenser
Landsretskendelsen har flere konsekvenser, blandt andet:
1) Landets pengeinstitutter, der ofte er panthaverne, må omlægge deres håndtering af praksis, ikke blot fremadrettet men også i forhold til de pantsætninger, der tidligere er sket - pantsætninger, der som en konsekvens af Vestre Landsretskendelsen ikke har nogen retsvirkning.
2) Pantsætning vil resultere i øgede omkostninger, idet tinglysning forudsætter betaling af registreringsafgift, der i sidste ende vil blive belastet pantsætteren - landmanden. Er landmanden insolvent, vil det imidlertid være panthaveren, der kommer til at afholde omkostningerne ved tinglysningen.
3) I endnu ikke afsluttede landbrugskonkursboer vil betalingsrettigheder, hvor pantsætning ikke er tinglyst, udgøre et friaktiv til fordeling blandt kreditorerne i overensstemmelse med konkursordenen (men hvor pengeinstituttet ofte vil være største kreditor og derfor i en række tilfælde alligevel indirekte vil modtage en del af værdien af betalingsrettighederne).
EU-regler er ikke altid skræddersyede til det danske retssystem. På nuværende tidspunkt er jeg ikke bekendt med, om Vestre Landsretskendelsen vil blive indbragt for Højesteret, men mon ikke - det burde den, henset til det betydelige antal af pantsætninger, der løbende foretages.
