Landbrug i Danmark er meget mere end køer, grise og hvede. Det har eleverne på Jordbrugets UddannelsesCenter Århus' studenterforløb, Trin S, fået øjnene op for, efter en inspirationstur med fokus på alternative produktionsformer førte dem til Gyldensteen Gods på Nordfyn. Det skriver Jordbrugets UddannelsesCenter Århus.

Stor effektivitet

Gyldensteen Gods har et dyrkningsareal på 800 hektar og er en af Danmarks største producenter af løg.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Godset har eget pakkeri, og i høstsæsonen, der strækker sig fra juli til slutningen af efteråret, pakkes og sendes alle løg til butikkerne samme dag, som de er høstet.

- Det var en kæmpe produktion, og stedet lignede mere en fabrik end et landbrug, fortæller elev på studenterholdet, Marus Edelbo, der især er imponeret over den høje effektivitet på Gyldensteen Gods.

- Hvert 10. minut kommer en vogn fyldt med løg og læsser af i en maskine, der fylder dem på store pallekasser. Herfra bliver løgene kørt ind i en af hallerne, hvor en kæmpe sorteringsmaskine gør dem klar til pakning i net til butikkerne. Kun tre mennesker arbejder ved sorteringsmaskinen, fortæller Marcus Edelbo.

Alternativ produktion

Forståelsen for, hvordan en virksomhed som Gyldensteen Gods drives med succes, er en vigtig del af de kommende landmænds uddannelse, mener underviser på studenterholdet, Mathias Aalling.

- Vi arbejder meget med køer, svin og traditionel plantedyrkning, og det er typisk også inden for de områder, eleverne ser sig selv, når de er færdige på skolen. Men det er vigtigt, at eleverne også ser de alternative produktionsformer og oplever, at man kan lykkes med at satse på andre sider af landbruget, siger Mathias Aalling

Artiklen fortsætter efter annoncen

Han forsøger at give eleverne så mange indblik i dansk landbrug som muligt, så de kan træffe et kvalificeret valg for deres egen fremtid.

Besøget på Gyldensteen Gods var en del af en to-dages ekskursion, hvor studenterholdet blandt andet også besøgte det økologiske Gartneri Skytte og maskinfabrikken Kverneland i Kerteminde.