På septembers herregårdsturné får publikum få mulighed for at opleve hovedbygninger såvel som driftsbygninger og høre om de kystnære herregårdes spændende historie i det østjyske.

Bag de gamle mure, alléer og stengærder gemmer der sig nemlig et utal af spændende fortællinger, som til efterårets herregårdsturné drages frem i lyset.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Tre skønne herregårde

Turnéen skydes i gang den 6. september, hvor turen går til Støvringgaard, hvis voldsted menes at have sin oprindelse helt tilbage i starten af middelalderen.

Publikum kan her opleve den gamle herregårds hovedbygning, have - og parkanlæg samt herregårdsskoven med skovkirkegården fra 1806. Den 13. september kan man besøge Demstrup Hovedgaard, hvor der stilles skarpt på den smukke herregårds drift og historie. Publikum kan her komme med på tur indenfor på Demstrup såvel som i kulturmiljøet omkring herregården, der ligesom Støvringgaard er placeret smukt på den nordre side af Randers Fjord og kun fire kilometer fra fjordens udmunding.

Herregårdsturnéen sluttes af i det kuperede djurslandske herregårdslandskab, hvor en eftermiddag på renæssanceherregården Gammel Estrup d. 20. september afrunder herregårdsturnéen.

Her kan man blive klogere på herregårdens aftryk i det omgivende landskab gennem tiderne og høre om herregårdens pragthave, nyttehaven og de mange spor fra fortidens godsdrift. Samtidig kan man opleve museets tyendeafdeling og historien om de mange ansatte, der tidligere fandt beskæftigelse i have, mark og skov på herregårdene.

- Med efterårets herregårdsturné fortæller vi i samarbejde med Støvringgaard og Demstrup Hovedgaard en varieret og levende historie om tre vidt forskellige herregårde nær det smukke Randers Fjord. De kystnære herregårdslandskaber er rige på spor fra fortiden, og man kan på herregårdsturnéen opleve vidt forskellige kulturlandskaber, ligesom man kan opleve de smukke hovedbygninger med vidt forskellige arkitektoniske og indretningsmæssige særpræg?, siger museumsformidler Helle Ingerslev Kristensen, der fortæller om Gammel Estrups historiske kulturmiljø ved det sidste af turnéens herregårdsbesøg