I juli har to mænd fået deres ben i klemme i en mejetærsker. Ulykker, hvor landmænd eller medarbejdere kommer i klemme, eller på anden måde kommer til skade ved arbejde med maskinerne, er desværre ikke et særsyn.

Høstarbejde fører næsten hvert år til alvorlige ulykker og dødsulykker. I år er Arbejdstilsynet rykket ud til to meget alvorlige ulykker med mejetærskere.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ved den ene ulykke bliver mejetærskeren ved et uheld startet, mens en 21-årig mand er i gang med at undersøge, om noget har sat sig fast i maskineriet i mejetærskeren. Den anden ulykke sker i forbindelse med, at en medarbejder fjerner sammenpakket frøgræs fra mejetærskeren, og i den proces får mejetærskeren fat i mandens ene ben.

Der er tale om uheldige omstændigheder ved de to ulykker, men generelt kan Arbejdstilsynet se et mønster i de ulykker, der bliver anmeldt.

- Ulykkerne sker typisk ved fejlretning på høstmaskiner, når motoren er i gang, og der utilsigtet sker en tilkobling af udstyr, eller når sikkerhedsanordningerne er sat ud af kraft. Det kan eksempelvis være koblingen i en halmpresser, der skal strammes, eller der skal fjernes noget materiale ved en halmsnitter. Derfor vil vi stærkt opfordre landmænd, deres ansatte og andre, der arbejder med høsten, til at sikre, at motoren er standset og efterløbet er stoppet helt, inden de foretager vedligeholdelse og fejlretning, forklarer Holger Delfs, forebyggelseskonsulent i Arbejdstilsynet.

Også arbejdet med at håndtere bigballer og miniballer fører jævnligt til alvorlige ulykker. Ulykkerne sker især, når halmballerne ikke er stablet stabilt, når de bliver taget ned, og når de skal transporteres. Ulykkerne går typisk ud over maskinførerne og andre personer, der opholder sig i nærheden, mens der arbejdes med halmballerne.

Mange ulykker i landbruget

Der anmeldes hvert år godt 500 arbejdsulykker i landbruget, hvoraf næsten halvdelen er alvorlige og dermed fører til tre ugers sygemelding eller mere. Undersøgelser tyder desuden på, at kun en ud af fire ulykker i landbruget anmeldes til Arbejdstilsynet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Også antallet af dødsulykker er højt i landbruget. I 2016 mistede 11 livet i en arbejdsrelateret dødsulykker i landbruget, og dermed var landbruget i 2016 det erhverv med flest dødsulykker.