Danish Agro Machinery Holding A/S køber 75 procent af aktierne i Vinderup Maskinforretning A/S.

Den 22. maj indgik Danish Agro Machinery Holding A/S aftale om køb af 75 procent af aktierne i den danske maskinforhandler Vinderup Maskinforretning A/S, der blandt andet driver to forretninger i Vinderup og Nykøbing Mors.

- Vinderup Maskinforretning har en betydelig markedsandel i Nordvestjylland og er en stor og veldrevet Claas-forhandler. Som en del af aftalen har Danish Agro mulighed for at overtage de resterende 25 procent aktier inden udgangen af første kvartal 2022, oplyser Danish Agro i en pressemeddelelse.

Stort potentiale

Koncernchef i Danish Agro, Christian Junker, er meget tilfreds med aftalen.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

- Vinderup Maskinforretning A/S er en veldrevet, stor og vigtig maskinhandler i Danmark, der har lang erfaring med Claas' produkter. Selskabet, der beskæftiger 45 erfarne medarbejdere, omsatte i 2016 for 163 millioner kroner. Danish Agro har fokus på, at sikre en stærk Claas-forhandlerstruktur til fremtidens udfordringer, og her mener vi, at Vinderup Maskinforretning A/S spiller en vigtig rolle. Når Jan Pedersen, der er administrerende direktør og ejer af selskabet, derfor ønsker at sælge til os, er vi naturligvis klar til det. Jeg ser et stort potentiale i selskabet, samt de meget dygtige medarbejdere, siger han.

Direktøren fortsætter

Administrerende direktør i Vinderup Maskinforretning A/S, Jan Pedersen, fortsætter som direktør og som aktionær i selskabet.

- Som ejer af Vinderup Maskinforretning A/S er det vigtigste for mig at sikre de bedst mulige forudsætninger for fremtidig udvikling af selskabet. At jeg nu har lavet en aftale med Danish Agro skyldes, at jeg er overbevist om, at vi i fællesskab har bedre mulighed for at udvikle min maskinforretning. Jeg ser derfor meget frem til det tætte samarbejde, og jeg glæder mig til at styrke den fremtidige udvikling af Vinderup Maskinforretning i samarbejde med mine dygtige og loyale medarbejdere, siger han.

Perspektiver i aftale

CEO i Danish Agro Machinery Holding A/S, Jens Skifter, glæder sig over perspektiverne i aftalen.

- Danmark er kendetegnet af stærke maskinhandlere med lang erfaring, høj kvalitet og stor ekspertise. Vinderup Maskinforretning A/S er ingen undtagelse og har været en tæt samarbejdspartner til dansk landbrug i rigtig mange år. Aftalen med selskabet er med til sikre at fremtidig ekspertise og viden fastholdes i den danske forhandlerstruktur, siger han.

Aftalen om opkøbet af de 75 procent aktier i Vinderup Maskinforretning A/S er betinget af godkendelse hos de danske konkurrencemyndigheder.