Siden 2014 er 44 personer konstateret smittet med MRSA CC398, der også kaldes husdyr-MRSA.

Det fremgår af et folketingssvar fra miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) til et spørgsmål fra Maria Reumert Gjerding, landbrugsordfører for Enhedslisten.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Helt konkret drejer det sig om 14 tilfælde i 2014, 15 tilfælde i 2015 samt yderligere 15 tilfælde i 2016. Oplysningerne stammer fra Statens Serum Institut, som dog bemærker, at antallet af tilfælde for 2016 er behæftet med en vis usikkerhed, idet der stadig resterer manglende anmeldelses-oplysninger ved en række af de indtil nu registrerede nye tilfælde i 2016.

- Den sandsynlige smitte er sket ved håndtering af mink eller ved kontakt med personer, der arbejder med mink, lyder det endvidere i svaret fra ministeren.

I Sundhedsstyrelsens reviderede "Vejledning om forebyggelse af spredning af MRSA" fra september 2016 er det opført som en speciel risikosituation at have haft arbejde på minkfarme eller være husstandsmedlem til en person, der har.