Maskinbladet, Sima, Paris - Keenan er klar med virksomhedens første selvkørende blandevogn, der selv kan læsse. Det nye koncept er udviklet sammen med italienske Storti, der også selv producerer blandevogne, og som også producerer vertikalblandere til Keenan.

- Frem for selv at kaste os ud ude i at producere en selvkørende enhed undersøgte vi, hvilke producenter der var på markedet. Vi kikkede specielt på, hvordan de forskellige producenter læssede foderet. Vi ville under ingen omstændighed gå på kompromis med foderkvaliteten, og efter flere tests fandt vi ud af, at Storti havde et læssesystem, som tilgodeså vores krav, forklarer David Murphy som er udviklingsingeniør hos Keenan.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Udbytterigt samarbejde

Blandekarret til den selvkørende blander produceres af Keenan, og svarer helt til de bugserede MechFiber fuldfodervogne, som Keenan producerer. Som selvkørende kommer vognen i to størrelser på 16 og 20 kubikmeter.

- Chassiset med læsser, motor, transmission og så videre leveres af Storti. Vi har haft et tæt samarbejde med italienerne, og for at få plads til vores blander, er der udviklet et nyt chassis, lige som der er flyttet rundet på en række komponenter, siger udviklingschefen.

Mekanisk transmission

Effekten i den nye fodervogn leveres af en FPT motor på 4,5 liter, som yder 125 kW. Transmissionen er mekanisk, og som standard er den maksimale hastighed 25 km/t. Som ekstraudstyr leveres den i en Plus-version med en 40 km/t transmission.

Den udstillede model var solgt, og produktionen går i gang hen over sommeren.