DLG's tyske selskaber står nu for hele 61 procent af indtjeningen i koncernen før der er trukket skat.

DLG fortsatte sin fremgang inden for alle tre kerneforretningsområder - Grovvarer, Vitaminer & Mineraler samt Service & Energi - på et stærkt konkurrencepræget tysk marked med en omsætning på 29 milliarder kroner i 2016. Dermed bidrager Tyskland med 61 procent af indtjeningen i hele DLG-koncernen før skat (EBT) på 392 millioner kroner Det er 82 millioner kroner bedre end i 2015.

- Succesen på det tyske marked er et resultat af års arbejde med omkostningsstyring kombineret med godt købmandskab. Vores stilling på det tyske marked inden for alle tre kerneforretningsområder ser fornuftig ud, og vi mener, at der er potentiale for yderligere vækst, siger koncernchef Kristian Hundebøll.

Stærkt regnskab fra Team AG

DLG's tyske energiselskab, Team AG, leverede sit hidtil bedste regnskab med et resultat før skat (EBT) på 218 millioner kroner Team har 28 energisalgskontorer, 206 tankstationer og 70 byggemarkeder.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

- Rekordresultatet i Team er skabt ud fra løbende effektiviseringer sammen med en pæn fremgang i den nordvestlige del af Tyskland. Team AG hører til blandt vores absolut bedst indtjenende selskaber og har fortsat store vækstmuligheder. Derfor har vi også øget vores ejerandel i selskabet, så vi i dag ejer 60 procent, siger Kristian Hundebøll.

Markant præstation af HaGe i et presset marked

DLG-koncernens tyske grovvareselskab, HaGe, forbedrer også sit resultat markant i et marked præget af hård konkurrence, en mindre høst i 2016, faldende totalmarked for foder samt lave priser på både kød og mælk. HaGe opnåede et resultat på (EBT) 120 millioner kroner

- Flere års hårdt arbejde med effektiviseringer og et stærkt kundefokus begynder nu at vise sig. Mens mange af vores konkurrenter i Tyskland har haft det svært, har især korn og foder bidraget positivt hos os i 2016, siger Kristian Hundebøll.

Endnu et godt år for Deutsche Vilomix

Deutsche Vilomix, der er en del af DLG's stærke vitamin- og mineralaktiviteter i Vilofoss-gruppen, leverede ligeledes et godt resultat (EBT) på 54 millioner kroner

- Vitaminer & Mineraler er et afgørende forretningsområde for DLG, og Deutsche Vilomix er førende på det tyske marked på produktløsninger, kvalitet og rådgivning. Der er stærke synergier til resten af det tyske marked og til hele DLG-koncernen, og vi har endnu større ambitioner i Tyskland, det øvrige Europa og globalt inden for Vitaminer & Mineraler, siger Kristian Hundebøll.