Landbrugets maskiner og teknik er i konstant udvikling. Det ved sælgerne hos den danske importør af Amazone og Krone ? og det ved teknikunderviserne på Jordbrugets UddannelsesCenter Århus. Derfor har de to nu 'slået pjalterne sammen' i et nyt samarbejde, der kommer eleverne til gode.

Hjælp fra eksperterne

På den første af to temadage har Asbjørn Schultz Andersen fra Amazone og Niels Danielsen fra Krone skiftet salgskontoret hos Brøns Maskinforretning ud med et klasseværelse på JU Århus for at præsentere 30 kommende jordbrugsmaskinførere for en række af Brøns' produkter.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Fokus er på anvendelse, udbytte og økonomi, og på enkelte af maskinerne bliver der gået i dybden med alt fra dyse-afstande til hældningssensorer ? og med gældende politikker på fx gødningsområdet.

- Vi bevæger os i en branche, der både teknisk og lovgivningsmæssigt udvikler sig så lynhurtigt, at vi kun kan holde os opdateret med hjælp fra eksperterne, fortæller teknikunderviser på JU Århus Tommy Dam, der har været med til at tilrettelægge temadagen.

- Som lærere er vi simpelthen for tidspressede til at komme så meget ud af huset som vi gerne vil. Derfor er det rigtig fedt, når vi kan gøre som her, og branchen kommer til os med den nyeste viden på deres område.

De unge er fremtiden

For Brøns Maskinforretning handler temadagen også om at få føling med, hvad de unge tænker om udviklingen på det tekniske område og om fremtidens muligheder for at drive fornuftigt landbrug.

- Eleverne her er jo en del af fremtiden. Lige om lidt skal de ud at arbejde, og måske skal nogle af dem være selvstændige en dag, så de gode tilbagemeldinger på vores produkter kan lige så godt komme fra en på deres alder som fra en på 45, siger Asbjørn Schultz Andersen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

På den næste temadag, der har et mere praktisk fortegn, skal jordbrugsmaskinførerne til værktøjet og øve sig i vedligehold af presser, snitter, gødningsspreder og såmaskine udlånt af Brøns Maskinforretning.