Simon Kollerup (S) vil vide, hvad der er op og ned i indberetningerne om nitratindholdet i drikkevand.

Bæredygtigt Landbrug har med henvisning til et svar fra EU-Kommissionen til Jørn Dohrmann (DF) peget på, at den danske regering systematisk gennem årene har indberettet forkerte tal til EU om nitratindholdet i grundvand og dermed pålagt dansk landbrug unødvendige gødningsrestriktioner.

Oplysningerne i Maskinbladet har fået Socialdemokratiets landbrugs- og fødevareordfører Simon Kollerup til at indkalde miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen i samråd, og han siger til Maskinbladet:

- Har Danmark gjort noget, der er forkert, må vi forholde os til det. Derfor bliver dette samråd overordentlig interessant at følge med i for alle, der har interesse for dansk landbrugspolitik,

Simon Kollerup, landbrugsordfører for Socialdemokratiet

- Jeg har svært ved at forestille mig, at oplysningerne er rigtige, men det er en stor nyhed i spørgsmålene om Landbrugspakken og stabiliteten omkring landbrugspolitikken, siger Socialdemokraternes ordfører.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Rejsende i forkerte tal

Han slår fast, at Socialdemokratiet på baggrund af oplysningerne vil indkalde ministeren i samråd, dels fordi det gentagne gange er oplyst, at Danmark er rejsende i forkerte tal, og dels er der et politisk ønske fra Bæredygtigt Landbrug om, at alle de nye krav om efterafgrøder, og frivilligheden der forsvandt, skal rulles tilbage:

- Nu mener Bæredygtigt Landbrug så at have det endegyldige bevis. Det er vi nødt til at få regeringen til at forholde sig til én gang for alle. Det er vigtigt, at vi som politikere kan være trygge ved, at de tal, vi forholder os til, er baserer sig på stringent faglighed, der er anerkendt i det faglige miljø herhjemme. De henvendelser, vi hidtil har fået om sagen, har været opfattet som udtryk for lobbyisme og politisk interessevaretagelse. Derfor gør det naturligvis indtryk, når EU-Kommissionen kommer med oplysninger, som, landbruget mener, kan bruges i denne sammenhæng, siger Simon Kollerup.

Vil sætte punktum

Han ønsker, at der én gang for alle sættes et punktum i denne sag:

- Har Danmark gjort noget, der er forkert, må vi forholde os til det. Derfor bliver dette samråd overordentlig interessant at følge med i for alle, der har interesse for dansk landbrugspolitik. Selvfølgelig skal vi ikke have tendentiøse tiltag, hvis man måtte komme frem til, at det er sådan, Danmark har ageret gennem årene. Men jeg har indtryk af, at regeringen står bag den måde, man gør tingene på. Derfor bliver det interessant for os alle at få nogle svar fra regeringen i denne sag, slutter Simon Kollerup.