- Det er dybt bekymrende, hvis danske embedsfolk har givet forkerte og misvisende oplysninger til EU.

Sådan lyder det fra formand for Danske Svineproducenter, Henrik Mortensen, efter han er blevet opmærksom på, at EU angiveligt har modtaget forkerte oplysninger fra danske embedsmænd vedrørende tilstanden for vores vandkvalitet i søer og undergrund.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Et helt centralt omdrejningspunkt for vores samfund er tilliden til de embedsfolk, der varetager Danmark og den danske regerings interesser, påpeger han.

Henrik Mortensen opfordrer derfor miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen til snarest at få rettet op på de misforståelser, der angiveligt hersker i EU om vandkvaliteten af det danske grundvand.

- En hel naturlig konsekvens må være, at de særlige krav om efterafgrøder, som EU kræver som følge af de fejlagtige oplysninger, bliver rullet tilbage.

- Helt generelt bør det naturligvis også give anledning til et overordnet servicetjek af de miljøoplysninger, som EU i øvrigt ligger inde med og vurderer Danmark på, pointerer Henrik Mortensen.

Han understreger, at det må være de danske myndigheders opgave at sikre, at der ikke ligger flere urigtige eller misledende oplysninger i EU, som kan resultere i urimelige krav til danske landmænd.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det kan vi naturligvis ikke være tjent med, siger Henrik Mortensen.