Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen har bedt Folketingets Finansudvalg om tilslutning til at bruge op til 25 millioner kroner i tilskud til forskningsbaseret myndighedsbetjening. Pengene tages fra støtte til udvikling af landdistrikterne.

- Det er i forbindelse med implementeringen af Aftale om Fødevare- og landbrugspakken af december 2015 konstateret, at forskning i og test af kvælstofreducerende virkemidler - herunder minivådområder med matricer og intelligente bufferzoner - er mere omkostningstunge end forudsat. Virkemidlerne skal kunne tages i anvendelse i forbindelse med indfasning af målrettet regulering i 2019, oplyser ministeren blandt andet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Hurtigst muligt

Resultatet af test og afprøvning af virkemidlerne skal foreligge i tide til, at de kan implementeres i 2019:

- Der er derfor behov for, at aktiviteterne i fuldt omfang igangsættes så hurtigt som muligt. Herudover skal der fastlægges indsatsbehov i EU's vandrammedirektivs tredje planperiode 2021-27 samt forbedret beskrivelse af, hvordan fosfor og kvælstof bevæger sig fra markerne til vandmiljøet, og hvilke virkemidler, der effektivt kan anvendes for at forbedre vandmiljøets tilstand, forklarer Esben Lunde Larsen videre.

Dynamiske sømodeller

Det drejer sig ifølge ministeren blandt andet om dynamiske sømodeller (fosfor- og kvælstofbelastning og tilstanden i søer), belastningsopgørelser til søer, operationalisering af metodik til vurdering af vandindvinding samt kontakt mellem overfladevand og grundvand til brug for basisanalyse i 2019.

Ministeriet finder de 25 millioner kroner til den øgede forskningsbaserede myndighedsbetjening inden for Støtte til udvikling af landdistrikterne.