I august blokerede 400 franske mælkeproducenter mejerigiganten Lactalis' hovedkvarter i den franske by Laval samt flere mejerier og supermarkeder. Mælkeproducenterne protesterede mod mejeriets mælkepriser, der ikke har været lavere siden 2009. Efter ti dages aktion og tre forhandlingsrunder, havde mælkeproducenterne ifølge Fiancial Times og den svenske landbrugsavis ATL sikret sig, at mælkeprisen ville stige med knap 17 procent frem mod december 2016, svarende til 300 euro for 1000 liter mælk mod de 257 euro, som den samme mængde mælk indbragte, da aktionen gik i gang i august. Prisstigningen vil sammenlagt give Lactalis' franske mælkeproducenterne en milliard mere i afregningspris i år.

Vrede mod topchefen

En stor del af vreden fra de franske mælkeproducenter blev rettet mod Lactalis' adm. direktør, Emmanuel Besnier, der med en formue på 8,6 milliarder dollars hører til blandt de rigeste personer i Frankrig. Topchefen giver sjældent interviews og holder sig så vidt muligt ude af rampelyset, og bøndernes protester kastede under aktionen heller ikke andet end tavshed af sig.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Men det står nu klart, at protestaktionen ramte noget i topchefen, som efter prisstigningen har sat sig til tasterne og forfattet et brev til de franske mælkeproducenter.

I brevet skriver Besnier ifølge ATL, at der i hans optik er blevet ført en smædekampagne mod Lactalis, hvor mælkeproducenterne har haft held til at fremstille Lactalis som den store kæmpe mod de små bønder. Topchefen fortsætter med at slå fast, at prisstigningen på sigt vil komme til at give nye problemer, fordi mælkeprisen nu er 0,045 euro for høj, når man sammenligner med andre europæiske landmænd.

Uholdbar situation

Han antyder dermed, at situationen er uholdbar, og opfordrer samtidig de landmænd, der overvejer at skifte til et andet mejeri, til nøje at overveje, om de helst vil levere mælk til et mejeri, der kun baserer sig på det franske mælkeforbrug, eller om de vil levere til et mejeri, der også sælger på de internationale markeder. Til slut i brevet skriver Besnier, at det nu mere end nogensinde er ansvar og respekt, som forholdet mellem mejeriet og mælkeproducenterne skal bygge på, da det er den eneste måde, hvorpå Lactalis kan lykkes med at skabe en holdbar strategi i Frankrig.

Lactalis omsatte i 2017 for 17 milliarder euro.