Den 5. august 2015 blev en skelsættende dag for Hans Martin Westergaard i Aabenraa. På denne dag trykkede han første gang på startknappen til det biogasanlæg, der på kun 12 uger var blevet opført på hans bedrift i løbet af sommeren 2015.

Her godt ét år efter er det blevet til i alt 8.350 driftstimer og irka 2.000.000 kW produceret strøm og lige så meget varme, som er blevet brugt til at varme blandt andet stuehus og malkerum op. Den producerede strøm er blevet sendt direkte ud på energinettet i Aabenraa og afregnet af Sydenergi.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Gode nyheder

Anlægget har ifølge Hans Martin Westergaard været en god forretning indtil nu. Anlægget har omsat affaldsprodukter fra bedriften; gylle, dybstrøelse og foderrester, samt lidt hønsemøg og majs fra en anden bedrift.

Anlægget blev opført i løbet af kun 12 uger i løbet af sommeren 2015 og blev kørt ind i løbet af kort tid.

- Det er et bevis på, at vi har fundet de helt rigtige samarbejdspartnere, som med deres erfaring ved præcis, hvordan et biogasanlæg skal skrues sammen, siger Ken Hyldgård administrerende direktør.

Biogasanlæggene er blandt andet konstrueret med et simpelt indfødningssystem til dybstrøelse samt store padler inde i tankene, som holder biomassen og dermed forgæringsprocessen i gang. Med helt unikke helstøbte forgasningstanke og den elastiske overdækning, der sikrer hermetisk tæthed mellem tank og overdækning, er der garanti for fuld udnyttelse af den producerede gas i netop denne type anlæg.

- Vi har her vist et par gode eksempler på, at biogasanlæg sagtens kan være en god forretning, og vi håber, at landmænd, der er interesserede i biogas, vil se på de her eksempler og skynde sig at komme i gang, siger Ken Hyldgård.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Hans Martin Westergaard er selv økolog og valgte at investere i et biogasanlæg som en naturlig udvidelse af bedriften og for at sikre sig en optimal og næringsrig gylle til sine marker, da Hans Martin Westergaard ligesom andre økologer står overfor at skulle udfase brugen af konventionel gylle på markerne.

- Jeg har været rigtig godt tilfreds med anlægget, der har været lidt problemer med at få service til motoren, da det firma, som har leveret den gik i betalingsstandsning. Men det problem løser sig, nu hvor jeg får den skiftet ud til en anden størrelse og fabrikat, siger Hans Martin Westergaard.

Hans Martin Westergaard står lige nu over for at udskifte sin motor fra den 250 kW motor, som anlægget blev leveret med til en 360 kW motor. Biogaspotentialet i anlægget har simpelthen vist sig at være meget større end forventet og det potentiale skal udnyttes med den nye, større gasmotor.