Maskinbladets chefredaktør undrer sig i denne leder over, at to retssager om samme anklage resulterer i to forskellige domme.

Det er umiddelbart overraskende, at Vestre Landsret i sidste uge kunne dømme en landmand for overgødskning, mens Byretten i Holstebro dagen efter kunne frikende en anden landmand for samme anklage.

Men det er direkte rystende at kigge nærmere på begrundelserne for dommene, for begge steder argumenterer man ud fra Straffelovens paragraf 3, stykke 1, hvor der blandt andet står: "Er den ved en handlings påkendelse gældende straffelovgivning forskellig fra den, der gjaldt ved handlingens foretagelse, afgøres spørgsmålet om strafbarhed og straf efter den senere lov, dog at afgørelsen ikke derved må blive strengere end efter den ældre lov."

Det vil med andre ord sige, at denne paragraf klart fastslår, at det er gældende ret, der skal dømmes efter, hvis der er sket ændringer i reglerne, siden en sag blev rejst.

Men Vestre Landsret har valgt at tolke straffelovens paragraf 3 på en ganske anden måde end byretten.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Landsretten vurderer, at landbrugspakkens nye regler ikke er en lovændring, som ændrer på gødningsnormen for den planperiode, som landmanden er anklaget for at have overskredet.

Det er en svær argumentation at forholde sig til, når man ikke er jurist.

Men med lægmandsbriller forekommer vurderingen fra retten i Holstebro at være bedst i tråd med de intentioner, som lovgiverne må have haft med straffelovens paragraf 3, nemlig at man ikke vil straffe folk for handlinger, som et demokratisk flertal efterfølgende har ændret, fordi de gamle regler blev vurderet at være for stramme.

De tolkninger, som landsretten skriver ind i sin begrundelse for at nå frem til et andet resultat end byretten, er mildest talt juridisk Erasmus Montanus-logik.

Landsretten henviser reelt til, at landbrugspakken ændring af gødningsanvendelsesloven den 2. marts i år blot indebærer, at der udsendes en bekendtgørelse om gødskning i den aktuelle planperiode, og det mener landsretten ikke er afgørende anderledes end den måde, gødningskvoter blev fastsat på, da landmanden overskred den daværende kvote.

Landsretten henviser til, at kvoten fra planperioden 2006-2007 stadig er gældende, og at straffelovens paragraf 3 derfor slet ikke kan anvendes.

Dermed ignorerer Vestre Landsret, at det reelle indhold af landbrugspakken er, at landmænd må gøde 25 procent mere end hidtil.

Med noget, der ligner juridisk hokus-pokus får landsretten dermed dømt en landmand, som måske ikke havde fået problemer, hvis dommen var fastsat efter landbrugspakkens nye principper.

Den slags modsatrettede afgørelser fremmer ikke tilliden til retssystemet.