KOMMENTAR: De seneste dage er et blogindlæg på Jyllands-Posten blevet læst og delt langt ud over det normale for artikler, der handler om landbrugets forhold.

Flere end 2.000 delinger er det blevet til på Facebook.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Sådan er der ikke mange moderne mennesker, der kender en landmand.

Indlægget er skrevet af journalist Karina Oddershede Dahlgaard, som fortæller om sin pensionsmodne far, der på mange måder er lykkedes med sit landbrug, men alligevel er ved at havne i en skæbnesvanger og trist situation.

Karina Oddershede Dahlgaard formår i sit indlæg at fremstille en landmand - hendes far - som et menneske. Og hans gård - hendes fødehjem - som et truet livsværk.

Sådan er der ikke mange moderne mennesker, der kender en landmand. Hendes fremstilling står i kontrast til det udbredte billede, vi ser i den politiske debat, hvor landmænd reduceres til små brikker i et makroøkonimisk eller miljøpolitisk spil hos politikere og såkaldte eksperter, der slet ikke har et menneskeligt perspektiv på deres firkantede meninger.

Karina Oddershede Dahlgaard får ud over den personlige landmandsskæbne samtidig synliggjort landbrugets samfundsmæssige betydning for os alle og stiller det relevante spørgsmål: Hvad skal vi egentlig spise, hvis landbruget dør?

Artiklen fortsætter efter annoncen

Hendes indlæg er absolut læseværdigt.

Det burde være obligatorisk pensum for minimum alle 179 folketingsmedlemmer og de ansatte i miljø- og fødevareministeriet. Og nogle EU-bureaukrater. Og medlemmer af diverse miljøorganisationer.

Men hvorfor er jeg bange for, at vi her har fat i nogle segmenter, der ikke kommer til at forstå artiklen - endsige læse den?