Der bliver rokeret rundt i ledelse hos Nutrimin i Ans, da medejer og adm. direktør Carsten Lind Pedersen har solgt sine aktier i virksomheden til de to øvrige medejere salgsdirektør Torben Nielsen og teknisk direktør Morten Balle med virkning fra 15. august 2016.
Baggrunden for salget er forskellige holdninger i ejerkredsen til selskabets fremtidige organisationsstruktur og vækststrategi.
Torben og Morten har valgt at sælge aktierne videre til Lars Staunsbæk, der er ejer af blandt andet Mammen mejerierne, og Lars indtræder i Nutrimins ejerkreds og bestyrelse på lige fod med Torben Nielsen og Morten Balle.
Carsten Lind Pedersen fratræder som en naturlig konsekvens af ejerskiftet sin stilling som adm. direktør i Nutrimin.
Nutrimin blev grundlagt i Ans i 2012 af Carsten Lind Pedersen, Torben Nielsen og Morten Balle og har siden opstarten haft stor succes med salg af mineral- og vitaminblandinger til primært svin og kvæg.
Virksomheden beskæftiger i dag 26 medarbejdere i produktion og administration.