På trods af det gode vejr, forventer Roskilde Dyrskues formand, Povl Fritzner, ikke at 2016 slår rekorden for besøgstal.

29 grader varmt og ikke en sky på himlen.

Sådan har vejret på den første dag af Roskilde Dyrskue tegnet sig. Og det glæder både udstillere og besøgende.

- Jeg har talt med en del udstillere i løbet af dagen, og de er meget positive. Der er god stemning, og de folk der kommer på pladsen er glade og nysgerrige og klar til at få en god oplevelse. Alt i alt en rigtig god start på Roskilde Dyrskue, siger formand for Roskilde Dyrskue, Povl Fritzner.

En forsigtigt optimistisk dyrskueformand forventer dog ikke at slå den tidligere besøgsrekord på 95.000 betalende gæster på årets dyrskue. Det er der flere gode grunde til, ifølge Roskilde Dyrskues formand, Povl Fritzner.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

- Hvis vi får mellem 80- og 85.000 besøgende i løbet af weekenden, er jeg glad. I år er vores første dag ikke en helligdag, og det kan ses på besøgstallet. Der er jo mange, der skal passe deres normale arbejde, før de har mulighed for at tage på dyrskue. Og så er varmen også en faktor. Hvis det bliver for varmt, kan man forestille sig, at nogle vil vælge at blive hjemme. Men nu ser det heldigvis også ud til at det bliver lidt køligere i morgen, siger Povl Fritzner.