Der sker virkelig noget på det internationale marked for kemi. Tyske Bayer drømmer om at opkøbe Monsanto, og har afgivet et købstilbud på den amerikanske virksomhed.

Bayer var indstillet på at betale 62 milliarder dollars for den amerikanske konkurrent, men det har bestyrelsen i Monsanto nu enstemmigt afvist. I en pressemeddelelse beskriver Monsanto tilbuddet som ufuldstændigt og økonomisk utilstrækkeligt, men ledelsen er åbne for at fortsætte forhandlingerne.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi tror på de betydelige fordele, som en integreret strategi kunne give landmænd og det bredere samfund, og vi har længe respekteret Bayers forretning. Det nuværende tilbud undervurderer dog værdien af vores virksomhed væsentligt, og det tager ikke tilstrækkeligt højde for de potentielle finansielle- og lovginingsudfordringer, som købet kan medføre, siger Hugh Grant, der er administrerende direktør i Monsanto.

Hos Bayer er man også klar til at fortsætte forhandlingerne.

- Vi er glade for, at Monsantos bestyrelse deler vores tro på de betydelige fordele en integreret strategi kunne give til landmænd og det bredere samfund. Vi er overbeviste om, at vi kan løse enhver finansiel eller lovgivningsmæssig udfordring i forbindelse med overtagelsen. Bayer er fortsat fast besluttet på at arbejde sammen om at fuldføre denne gensidigt tiltalende transaktion, siger Werner Baumann, der er administrerende direktør hos Bayer.