Hestetrailerne kørte i kortege ud af Herning søndag, hvor Herning Horse Show 2016 rundede af.

60.432 hesteinteresserede besøgte arrangementet - en fremgang på 8.730 gæster, oplyser MCH Messecenter Herning i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi er utrolig stolte af det flotte besøgstal. Det er en fornøjelse at opleve så passionerede udstillere på Hest & Rytter-messen, som gør sit for, at de besøgende får en masse ud af besøget. Desuden vil jeg gerne rette en hjertelig tak til Dansk Varmblod for deres store dedikerede forarbejde og en kæmpe indsats af deres ansatte og de mange frivillige, siger Anders Ladefoged Mortensen, projektchef på Hest & Rytter og roser den mangeårige samarbejdspartner for at have udviklet arrangementet markant.

- Også en stor tak til Dansk Varmblod for udvidelsen af arrangementet i Jyske Bank Boxen, der sammen med de internationale konkurrencer har løftet Herning Horse Show til nye højder og skabt fundamentet for en ny besøgsrekord, tilføjer projektchefen.

Priser, traditioner og nye tiltag

Dansk Varmblods Hingstekåring er i 37 år blevet afholdt i Herning. Gennem tiden er stolte og afholdte traditioner blevet bygget op. De blev selvfølgelig holdt i hævd ved årets arrangement, som også bød på nye elementer.

For første gang var stævnet udvidet med et trestjernet internationalt dressur- og springstævne og desuden blev Jyske Bank Boxen som noget nyt brugt som opvisningsbane. Blandt andet blev tusindvis af publikummer underholdt i multiarenaen ved de to gallashows fredag og lørdag, hvor der var musikalsk underholdning af sangeren Wafande og skøndans fra både to- og firebenede.

Blandt rytterne var der ros til både Dansk Varmblods arrangement og Jyske Bank Boxen som ramme. Blandt dem Andreas Helgstrand fra "Helgstrand Dressage?:

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Jeg har været til mange internationale indendørsstævner, men har aldrig set noget lignende. Det er virkelig professionelt og med masser af opvarmningsmuligheder. Det er så flot, at jeg mangler ord til at beskrive det, udtaler Andreas Helgstrand, som havde 28 heste med til Herning.

300 udstillere

Mens to messehaller og Jyske Bank Boxen lagde gulv til Dansk Varmblods Hingstekåring dannede arrangementets øvrige haller rammen om Hest & Rytter-messens 300 udstillere. Her kunne besøgende finde alt fra strigler til hestetrailere i millionklassen, suge viden til sig fra gratis foredrag om hestevelfærd og se de 122 beslagsmede, som deltog i DM samt EM i deres håndværk, dyste. Vinderen af de danske mesterskaber blev Mads Pibenbrink, mens David Varini fra Storbritannien kan kalde sig Europamester 2016.

Årets hingst 2016

Under Herning Horse Show blev MCHs Varmblodspris uddelt af Georg Sørensen, administrerende direktør. Den gik i år til Ole From Christensen, som er en del af Dansk Varmblods Avlsledelse.

Som den 20. i rækken af prominente navne blev Blue Hors Hotline kåret som Årets Hingst 2016, der blev hyldet med taktfaste klapsalver rundt på volten fremvist i Grand Prix øvelser af Daniel Bachmann Andersen, mens elitehingstens ejer Kjeld Kirk Kristiansen og Esben Møller fra Blue Hors stod klar til at modtage den fornemste hæder for en af stationens hingste.