Sociale medier og internettet gør det nemt for enhver at rose eller kritisere et landbrug. Gylle og mudder på vejene, lugtgener, tung trafik gennem landsbyen og nyhedsindslag om sygdomme som MRSA kan sætte gang i en negativ kampagne mod store lokale landbrug.

Men en stor del af Danmarks landbrug har ikke ressourcer eller kompetencer til at håndtere kritisk omtale, der kan udvikle sig til en omfattende shitstorm på internettet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Bare én fejltagelse eller misforståelse kan sprede sig som en steppebrand

- Svend-Anker Worm, markedsudvikler hos Topdanmark.

- Et landbrug er både en lokal virksomhed og arbejdsplads samtidig med at det er rammen om en familie. Derfor kan en såkaldt shitstorm ramme meget hårdt, hvis der ikke reageres professionelt på kritiske indlæg. Uanset om en kritik er berettiget eller ej, så kan et indlæg hurtigt få en masse opmærksomhed fra andre og dermed blive til en såkaldt shitstorm, og det kan nemt skade både den lokale landmand, men også hele branchen, siger Svend-Anker Worm, der er markedsudvikler i Topdanmark Landbrug.

Derfor har Topdanmark i samarbejde med virksomheden SAFEonNET udviklet en shitstormforsikring.

- Vi har udviklet shitstormsforsikringen, fordi vi ønsker at tilbyde vores kunder en beskyttelse mod at havne i en shitstorm. Bare én fejltagelse eller misforståelse kan sprede sig som en steppebrand. Med en shitstormforsikring kan de hurtigt få professionel hjælp og rådgivning, siger Svend-Anker Worm.

Dårlig omtale

En undersøgelse foretaget af analyseinstituttet YouGov i samarbejde med SAFEonNET viser, at en virksomhed kan miste 27 procent af potentielle nye ordrer og aftaler, hvis de har dårlig omtale liggende på nettet. For nogle brancher er tallet højere.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Landbruget har både lokalt og som branche gjort meget for at bevare et godt omdømme, det er derfor vigtigere end tidligere, også at landbruget fokuserer på deres omdømme online:

- Flere landbrug er ikke aktive på Facebook og ved derfor ikke, hvordan negative anmeldelser og dårligt omdømme skal håndteres. Det handler blandt andet om at sikre, at negativ omtale ikke eskalerer og forværres. Den dårlige omtale kan skyldes misforståelser, eller at man som landmand ikke har givet naboerne besked om eksempelvis gyllekørsel. Men det betyder ofte, at andre forbrugere eller potentielle samarbejdspartnere, som læser de negative udtalelser, får et helt forkert indtryk af landbruget, siger administrerende direktør i SAFEonNET, William Atak.

Ifølge Topdanmark kan shitstormsforsikringen blandt andet hjælpe ved negativ omtale på Google og Facebook. Forsikringen omfatter ikke driftstab, lyder det fra Topdanmark.